Vores søn er særligt sensitiv

(Læsetid: 4 minutter)

  

At være særligt sensitiv er ikke en sygdom, men blot et udtryk for, at nogle mennesker oplever input mere intenst end andre.

Kære Suh
Det er først for nylig, det er gået op for mig/os, at vores søn på nu 9 år tilsyneladende falder ind under kategorien ”børn, der er særligt sensitive”.
Det har været en stor øjenåbner for mig at se ham på den måde. Tidligere har jeg været meget frustreret over, at jeg/vi åbenbart ikke forstod ham, han havde bare en masse sære idéer, var enormt sart/kræsen og i det hele taget meget besværlig i rigtig mange sammenhænge.
I skolen har det givet problemer i forhold til de andre børn, fordi han så hurtigt blev sur/ked af det. Jeg har grublet som en gal over, hvad der var galt med ham – eller med os, men nu er der ligesom faldet en sten fra mine skuldre.
Vi er i gang med en dialog med hans lærere i skolen for at lave nogle aftaler om, hvordan han kan få det bedre derovre.
Er der nogle ting, som du synes, vi skal være særligt opmærksomme på at få fortalt videre og selvfølgelig også selv være opmærksomme på herhjemme?
Venlig hilsen Marianne

Kære Marianne
Hvor er det godt, at I har fået øjnene op for, at jeres søn ikke er forkert, men at han tilsyneladende bare fungerer lidt anderledes, end I lige regnede med. Børn er – ligesom voksne – meget forskellige, og det er helt forkert at vurdere og forstå dem ud fra den samme skabelon.
Hvis jeres søn er det, man kalder særligt sensitiv, så er det vigtigt at have det med i baghovedet, når I stiller krav til ham, og når I vurderer, hvor rimelige hans behov er.
Et lille mærke i blusen kan for ham kradse så meget, at han ikke kan koncentrere sig om andet, mens et andet barn stort set ikke ville ænse det. Kan jeres søn godt overleve ikke at få klippet mærket af? Ja, selvfølgelig, men den energi han skal bruge til at abstrahere fra mærkets kradseri tages fra den samlede mængde energi, og derfor er der mindre tilbage til andre ting.
Det svarer til, når vi får en lille sten i skoen. Kan vi gå videre med stenen i skoen? Ja, selvfølgelig, men det er irriterende og kan forstyrre vores opmærksomhed på at nyde gåturen eller samtalen med den, man går sammen med. På samme måde med andre inputs: Lyde, lugte, smage, smerte, varme/kulde osv. At være særligt sensitiv er ikke en sygdom, men blot et udtryk for, at nogle mennesker føler og oplever input mere intenst end andre.
Mest mening giver det at tænke på det som en energi-sluger, og der skal derfor disponeres over det samlede energiforbrug med omtanke. Nogle særligt sensitive børn lærer intuitivt selv at disponere hensigtsmæssigt, og de kan derfor pludselig trække sig lidt ind i sig selv eller fjerne sig fra andre (fx søge ind på deres værelse) eller blot blive lidt svært kontaktbare.
Som forældre kan det naturligvis være svært at skelne imellem, hvornår tavsheden eller mutheden er naturlig og derfor sund – og hvornår den er et udtryk for almen surhed og trods. Vigtigt er det derfor at tænke barnets måske overraskende eller irriterende reaktion ind i en større kontekst og ikke kun forstå den ud fra den helt konkrete situation: Hvad er der gået forud? Har dagen allerede budt på mange intense input?
Er situationen overvældende enten i karakter eller intensitet i forhold til, hvad barnet ellers har af erfaringer? Er der handlemåder til stede, som er velkendte, trygge for barnet – eller er det en situation, hvor barnet skal have ekstra guidning og vejledning eller evt. en voksen, der tager helt over? Og så videre. Udover denne opmærksomhed er det selvfølgelig vigtigt, at I som forældre stadig lærer jeres søn, hvordan det er hensigtsmæssigt, at han agerer i forhold til andre. Han skal jo stadig opdrages. Han skal naturligvis mødes med forståelse og accept af sine særlige behov, men han skal også lære, hvordan han håndterer situationen, så andres grænser også respekteres.
Det er derfor vigtigt, at I lærer jeres søn at sætte ord på sine egne begrænsninger og på det, som han har brug for hjælp til.
Hilsen Suh

Læs også