Kirkeministeren taler til kvinders internationale bededag

Kirkeminister Mette Bock taler ved Kvindernes internationale Bededag i Brødremenighedens kirke i Christiansfeld. For hende er det ”at gå i kirke ligesom at trække vejret. Det er en naturlig del af hendes liv.”

Mette Bock medvirker ved Kvindernes internationale Bededag i Brødremenighedens kirke fredag den 3. marts.

Den første fredag i marts er Kvindernes internationale Bededag. I år holdes den tre steder i Sønderjylland: Tønder, Gråsten og Christiansfeld, den danske by, der om nogen er på verdenskortet.

Et verdensomspændende fællesskab

Kvindernes internationale Bededag forener kvinder i mere end 180 lande i et verdensomspændende fællesskab om bøn og handling til gavn for kvinder og børn. I Danmark holdes bededagen godt 60 steder. I år er det ottende gang, kvinder fra Brødremenigheden og Folkekirken indbyder alle til at deltage.

Arrangementet i Brødremenighedens kirke i Christiansfeld, der er åbent for alle, begynder kl. 14.45 med sønderjysk kaffebord. Kl. 16 er der gudstjeneste i den nyrenoverede kirkesal med Mette Bock som taler. Før sin ministertid var hun bl.a. chefredaktør på JydskeVestkysten. Hun har et stort personligt kendskab til kirken og udtaler, at for hende ”er det at gå i kirke ligesom at trække vejret”. Så deltagerne i bededagen kan se frem til at møde en engageret kvindelig kirkeminister.

I år er det kvinder fra de kristne kirker i Filippinerne, der har udarbejdet oplægget under overskriften ”Har jeg gjort dig uret?”
I år fordeles indsamlingsbeløbet mellem projekter i Armenien og Rusland. I 2016 blev der i Danmark indsamlet næsten 100.000 kr. En stor del af dette beløb blev doneret til Brødremenighedens arbejde blandt kvinder i Albanien. (Læs mere på www.kvindebededag.dk)