Åbenbaringen i Aabenraa

Ernst Jessen
Torvegade 1
6800 Varde

I Folkekirken fejrer vi Marias Bebudelse den 2. april. Altså bliver Jesus født en uge for tidligt i år, for 9 mdr. før julenat er 25. marts. Det tager vi protestanter ikke så tungt, og jeg skænkede derfor hverken Maria eller dato en tanke, da jeg sidste lørdag tilfældigvis var til katolsk morgenmesse i Ansgar Kirke i Aabenraa.

Jeg skulle nemlig besøge en katolik, men måtte først komme kl. 10, da hun skulle til messe. – Skidt, tænkte jeg. – Jeg kører tidligt fra Varde, så kan jeg opleve en morgenmesse og undgå grænsehandelstrafik.

Kl.8.58 indtog jeg nederste kirkebænk. Præsten var forsinket, for han kom ind i civil og tændte lysene og arrangerede brød og vin på alteret. Så gik han ud og kom ind i ornat. Vi rejste os. Præsten sagde en bibelhilsen og slog korsets tegn sammen med menigheden. Jeg fulgte med (Luther siger faktisk, vi skal slå korsets tegn 4 gange daglig), og så begyndte messen, og sandelig med Kingo-salmen ”Nu kom der bud fra Englekor”, så fulgte en læsning fra Esajas: Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn . . . Ja, jeg kom helt i julestemning.

Men pludselig duftede der af roser. Jeg kiggede efter buketter, der var ingen. Næste salme var også en Maria-salme, og så slog det mig, at de jo fejrer Mariæ Bebudelse, jeg checkede mobilen: 25. marts, tidspunktet for undfangelsen. Og så kom tanken: Du oplever en åbenbaring, for tilfældigvis véd jeg, at Jomfru Maria kan udsprede rosenduft. Og duften var helt vidunderlig, og den blev ved under hele messen, og var især overvældende, når jeg under læsningerne og nadverindstiftelsen stod op.

Ingen, jeg efterfølgende talte med havde duftet noget, men jeg lærte tre ting: At Jomfrufødslen er virkelig, at Maria ikke hensover i en grav, at man bør rejse sig, når Guds ord oplæses.