Selena Gomez overrasker med sin åbenlyse tro
Den 24-årige verdensstjerne lægger ikke skjul på, at hun er kristen – hverken på sin Instagram-profil, i interviews eller i sin sangskrivning.
Du kender hende måske bedst fra en af Disney Chanels serier, fra amerikanske teenagefilm, fra hendes musikkarriere eller som Justins Biebers kæreste gennem flere år. Selena Gomez er en verdensstjerne – og det sidste års tid har hun overrasket sine fans med sin åbenlyse kristne tro.
Selenas forældre er katolikker, så søndagsgudstjenester var en del af Selenas opvækst. Og nu ser det ud til, at hun efter flere år i rampelyset har fået fornyet sin barndoms tro.
Selena startede sin solo musikkarriere i 2013. Efter et par hektiske år med et salg på 7 millioner albums og 22 millioner singles aflyste hun to planlagte turnéer i henholdsvis 2014 og 2016 for at trække sig tilbage fra livet i rampelyset. Det var i denne periode, at hun skrev sin første lovsang ”Nobody”. En del af lyrikken lyder sådan:
No oxygen, could barely breathe
My darkest sin, you’ve raised release
And it’s all because of you, all because of you
I don’t know what it is, but you’ve pulled me in
No one compares, could ever begin
To love me like you do
Da en af hendes fans på twitter ville vide, hvem teksten var dedikeret til, var Selenas ligefremme svar ”Gud”.
Ledte lovsang til Hillsong koncert
I starten af 2016 overraskede hun ved at deltage i Hillsong Church’s Young & Free Revival koncert i Los Angeles, hvor hun ledte publikum i lovsang med sin egen sang ”Nobody”. Efterfølgende skrev hun på Instagram:
”Jeg fik mulighed for at optræde med den første lovsang, jeg har skrevet. Er så taknemlig for Hans nåde og forståelse”.
Selenas fans elsker hende for hendes ægte, jordnære og ligefremme facon, som ofte kommer til udtryk i hendes ”I’m just like you” posts på de sociale medier.
Hun lader heller ikke, som om livet som kristen er uden kamp. Efter at have lyttet til en prædiken af pastor Judah Smith fra City Church in Los Angeles, citerede hun på Instagram fra Romerbrevet 7:15:
”Så forstår jeg ikke, hvad det er, jeg gør. Jeg gør nemlig ikke det, jeg gerne vil, men derimod det, jeg ikke ønsker at gøre.”
Og på sin Instagram-profil understreger Selena sin offentlige tro med ordene: ”By grace through faith.”
Ordene er taget direkte fra Efeserbrevet 2, 8 som fortæller, at vi frelses af nåde ved tro på Kristus.
Selena Marie Gomez er født i Texas, USA i 1992.
Selena begyndte sin skuespilkarriere i en alder af syv år, hvor hun fik en rolle i hit børnefjernsyns-serien ’Barney & Friends’. I Danmark blev hun for alvor kendt, da hun som 15-årig kom med i Disney Channel-serien ’Magi på Waverly Place’. Siden har hun medvirket i adskillige film.
I 2009 udkom den første plade fra Gomez’ band ’Selena Gomez & The Scene’. Selena udgav for første gang i 2013 et soloalbum under navnet ”Stars Dance” og efterfølgende udgav hun albummet ”Revival” i 2015.
Med 61 millioner likes på Facebook og 78 millioner followers på Instagram var hun i 2016 den mest fulgte person på Instagram.