En lille ting kan gøre en stor forskel

Af Daniel Thomsen
1. g’er på Haderslev Katedralskole

Under mit andet år på Mariager Efterskole gik jeg på sporet Move. Vi rejste bl.a. til Athen, hvor vi spillede og legede med flygtningebørn, som boede i de gamle OL stadioner, der er blevet forladt efter OL i Athen 2004.

Første gang vi kom ind på stadionerne, var vi alle meget nervøse, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Vi kom så hen til det område, hvor aktiviteterne skulle foregå, og der gik nok 20-30 minutter, før stemningen blev løsnet lidt op. De første par timer skulle vi lige finde ud af, hvordan vi skulle håndtere dem og kommunikere med dem. Da de ikke talte engelsk, blev meget af kommunikationen en form for tegnsprog.

Omkring 13-tiden skulle vi have vores frokost, som var en sandwich, vi havde købt, inden vi ankom. Men for at komme ind i et rum hvor børnene ikke kunne forstyrre os, skulle vi gå ind i et stadion og ned i kælderen. På den tur så vi, at flygtningene virkelig ikke havde mere end det tøj, de havde på og så en papkasse, et telt eller måske kun et tæppe at sove på. Mange af de voksne havde en telefon, så i starten tænkte vi ikke så meget over, hvor lidt de havde, men da vi gik den vej ned til kælderen, ramte det virkelig én.

Hver morgen når vi ankom, kom børnene altid løbende hen i mod os. De små piger løb hen til pigerne fra vores hold, og drengene kom løbende hen til os drenge og spurgte hele tiden efter en fodbold. Nede på fodboldbanen havde vi kæmpe succes med drengene, og det så også ud som om, at pigerne havde stor succes hos pigerne og de lidt mindre drenge.

Under vores ophold ved flygtningebørnene gik det op for mig, hvor lidt der skulle til for at få dem til at smile og give dem en af de bedste dage, de havde haft i lang tid. Om det var en bold, du kastede til dem, eller at du løb rundt med dem i 5 minutter, gjorde en kæmpe forskel for dem.

En lille ting gjorde altså en stor forskel, om det var en kompliment, et smil eller om vi brugte lidt af vores tid sammen med dem. Det er dog ikke kun i Athen, det virker, du kan bruge de evner og talenter, Gud har givet dig, og gøre en kæmpe forskel i et andet menneskes liv, uanset hvor i verden du befinder dig!