Mød ateisten stille og roligt

Debatindlæg af Jens Peter Lauge Giversen
Nørre Alle 47, Strib
5500 Middelfart.

I Udfordringen d. 2. juli er der to artikler om ateisme. Begge artikler med en bog (hver sin bog) som baggrund. I den ene artikel behandler Karsten Pultz spørgsmålet om, hvor meget evolutionsteorierne er årsag til ateisme. I den anden udfordrer Kristoffer Hjort Kruse dansk ateister.
De mest synlige ateister er aktive og pågående på forskellige måder. Men der er også mange stille og moderate ateister, som vi sjældent mærker noget til. Fælles for begge sider af skalaen er, at ateister er BANGE for noget. Derfor dækker de sig med et skjold: Ateist. Hvis man kan disputere stille og roligt med dem i samtale eller korrespondance, glemmer de at dække sig med skjoldet. Så lukker de bare op og lukker ud – så der kan blive plads til noget af det, de mangler.
Mange ateister er flygtninge fra kristne familier og kristne miljøer. Én af de tidligere meget aktive danske ateister fortalte mig for en del år siden, at det var to officielt troende mennesker, som havde ødelagt hans tro, da han var teenager. Det blev en advarsel til mig: “Kan jeg med en forkert adfærd komme til at ødelægge nogens tro i stedet for at blive Guds redskab til at udvikle troen?”
Hvis man kan møde ateisterne stille og roligt, kan man blive Guds redskab til ét skridt ad gangen at hjælpe dem tilbage til troen. Det er vidunderligt.