373 ’mislykkede’ aborter på to måneder i Marie Stopes klinikker

Marie Stopes Int. klinikker i Storbritannien kritiseres for at have udført 373 mislykkede aborter på otte uger. Efterfølgende måtte kvinderne have akut lægehjælp og 11 blev overført til hospitaler.

The Christian Institute oplyser, at The Care Quality Commission (CQC) har undersøgt abortgiganten og efterfølgende udgivet en 55 siders rapport, som kritiserer både sikkerheden og hygiejnestandarden på klinikkerne. Nogle medarbejdere sørgede ikke for at vaske hænder, og andre havde ikke tilstrækkelig træning.

Marie Stopes klinikker er også tidligere blevet kritiseret for ikke at leve op til den nødvendige standard. Den første kritiske rapport fra december sidste år beskrev over 2.600 alvorlige hændelser i løbet af 2015. CQC krævede øjeblikkelige ændringer på ni områder og oplyste, at man fremover ville skærpe tilsynet med klinikkerne.

Den nye rapport er lavet på grundlag af uanmeldte besøg på hovedkontoret i London. Marie Stopes-klinikkerne udfører hvert år 70.000 aborter, hvoraf de 60.000 er betalt over sygesikringen NHS.