Adam, hvor er du?

Jeg tror, vi ofte kan have en ide om, at synd skiller os fra Gud. Og det er helt sikkert, at vi vil opleve en adskillelse, hvis vi tillader en eller anden form for synd at florere i vores liv. Det er bare ikke Gud, der vender sig bort.

Det kan vi bl.a. se i 1. Mosebog, efter at både Adam og Eva har spist af træet til kundskab om godt og ondt. Frugten var indbydende, og naturligvis vil en god Gud ikke holde noget godt tilbage for os. Viden om både godt og ondt lyder da som en god ting. Men alligevel var det på en eller anden måde den ultimative synd, de to kunne begå.

Og det er helt indlysende, at der skete en øjeblikkelig forandring i deres liv. Fra at have hygget sig i haven i vi ved ikke hvor mange år, bliver de lige pludselig skamfulde over deres nøgenhed, og hvor de sikkert plejede at glæde sig til aftenstid, hvor de havde fællesskab med Gud, så gemte de sig nu for ham!

Gud vidste naturligvis godt, hvad der var sket, men deres ulydighed og synd hindrede ham ikke i at være sammen med dem. Tværtimod kaldte han på dem og ledte efter dem. Når det alligevel er virkelighed, at synd skiller os fra Gud, så er det fordi vi bevidst eller ubevidst oplever skam, og derfor gemmer os og holder afstand til Gud.

Yderligere var det jo sådan, at Gud endnu ikke havde gjort op med synden på det tidspunkt. I dag ved vi, at al synd blev fjernet, da Jesus blev korsfæstet og opstod, så vi kan være endnu mere trygge i, at vi altid kan komme til ham.

Som barn var jeg sammen med en legekammerat gået ud på tynd is med det resultat, at jeg gik igennem til livet. Jeg kom heldigvis op igen, men på vejen hjem så jeg min far komme cyklende. Og i dag synes jeg, det er lidt skræmmende, at jeg rent faktisk gemte mig for ham, og for ikke at gå hjem lånte jeg noget tørt tøj hos min kammerat. Det duer altså ikke, hvis det er sådan, vi oplever Gud.

Til gengæld hørte jeg om en kendt prædikant, at han som barn havde smadret en rude, og da han blev truet med, at det ville blive sagt til hans far, reagerede han lettet med et – ”godt, så ordner han det!”