Blokeringer?
Pastor Larry Huch var engang narkoman og kriminel, men blev frelst. Han fik tilgivelse for sine synder og blev løst fra sin afhængighed af narko, vold og kriminalitet. Men dermed var helbredelsen ikke færdig…
I sin bog ”10 Curses that block the Blessing” fortæller han, at han – til trods for sin store og vellykkede præstetjeneste, – senere måtte sættes fri for vrede og andre forhindringer for Guds velsignelser.
Det er altså i høj grad relevant for dig og mig, som ER kristne – men alligevel bærer på ”forbandelser”, som forhindrer Guds velsignelser i vores liv.
Huch nævner selv ti eksempler:
negative ord om én selv eller Guds løfter
sladder og bagtalelse
vrede hos mig selv og i familien
fattigdom, mangel, gæld og fiasko
heksekraft, okkultisme
at gøre uskyldige fortræd
uvillighed til at tilgive
racisme, fremmedhad
lovtrældom, selvretfærdighed
manglende ære og respekt til forældre
Måske kan vi genkende et problem, og ellers kan vi bede Helligånden om at vise os, hvor vores blokeringer ligger.
Vi véd, at Gud er god og ønsker at velsigne os.
Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? (Rom.8,32)
Og Gud frelste os, selv om vi havde alle disse fejl:
Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.” (Rom. 5,8)
Mange kristne glæder sig over, at de engang blev døbt og tog imod Jesus. Og halleluja for det. Men Gud er ikke færdig med os. Jesus forventer, at ”mine får følger mig”. Det er altså et liv i efterfølgelse. Ja, meget mere: Et liv i venskab med Jesus. (Se Johs. 15,15) Og i Johs. 20,17 taler Jesus endda om at være i familie – han siger: ”min far og jeres far”.
Derfor gælder det om, at vi får det fulde udbytte af at være adopteret ind i Guds familie.
Gud kan fjerne de blokeringer, der ligger over vores liv. I kraft af det, Jesus gjorde på korset (uskyldigt blod for os), kan vi bryde forbandelsen og åbne for alle velsignelser.