Brighters konference i efterårsferien holdes igen i Mariager
Den nationale årlige ungdomskonference Brigther holdes nu for 6. gang i efterårsferien, nemlig fra den 18. – 21. oktober. Ligesom sidste år bliver det på Mariager Høj- og Efterskole.
Årets tema er ”Hvor din skat er” og vil behandle spørgsmål som:
Hvad er dyrebart for os? Hvor finder vi noget af værdi? Hvilken skat leder vi efter? Er der et bedre sted at søge ultimativ lykke end hos fejlfyldte mennesker, skuffende økonomi og svigtende helbred?
De tre døgn byder på en række talere og flere seminarer, så der er masser af muligheder for at blive fyldt op åndeligt. Og selvfølgelig er der lovsang med Brighter Band og masser af fællesskab.
Konferencen er tværkirkelig og vil gerne fremme enhed i danske kirker. Årets talere repræsenterer flere forskellige kirkeretninger:
Johannes Hansen – Apostolsk Kirke, Aalborg, Elon Jepsen – Harte Folkekirke, Rasmus Jonstrup – Bethelkirken, Aalborg, Rebekka Kongsgaard – Kirkeibyen, Kolding, Michael Nygaard – Menighedsfakultetet, Aarhus, Jakob Vagner – Roskilde Baptistkirke og Jakob Lundager – Skywalk, Randers.
Brighter har også fokus på mission og samler hvert år ind til et projekt. Sidste år samlede man ind til opstart af en bibelskole i Estland.
Konferencen er for de 17-30-årige. Sidste år deltog ca. 250.