Tabasco på havregrød!
Jeg læste for noget tid siden en artikel om nytteværdien af stærke fødevarer såsom fx chili.
Der var ifølge artiklen ikke grænser for, hvad det gjorde godt for. Da jeg i forvejen godt kunne lide (forholdsvis) stærk mad, begyndte jeg at øge mængden af chili og sort peber i min mad. Jeg vænnede mig hurtigt til det.
Efterhånden var min tolerance overfor stærk mad steget betragteligt, og jeg savnede lidt mere ”bid” i min morgenmad. Det endte derfor med, at jeg stænkede tabasco på min havregrød. Det holdt dog kun en ugestid, da det ikke smagte særlig godt.
Efter at jeg stoppede med tabascoen på havregrøden blev den usigelig trist at spise. Men det var jo ikke havregrøden, der havde ændret sig, det var i stedet min tolerance og min forventning til den.
Min pointe er, at vi skal være opmærksomme på, at når vi i perioder bliver meget optaget af et eller andet, så kan hverdagen synes meget kedelig og uinspirerende, når (hvis) projektet stopper.
Her skal vi passe på, at vi ikke forkaster en ellers velfungerende hverdag eller gode relationer, men lige gøre os den ulejlighed at investere i den eller dem igen. Så genfinder vi oftest de gode værdier, der hele tiden har ligget der.
Jeg har for min part genoptaget forholdet til havregrød med kanelsukker og smørklat.
Hilsen Suh
