Luther lagkage i Randers

– Teserne er gjort spiselige, siger kagedyst-vinder Tobias om sin utraditionelle Luther-kage.

Det var Luther lagkage i Randers Storcenter i sidste weekend. Tobias Hamann-Pedersen, der i 2014 vandt Den Store Bagedyst på DR1, var i forbindelse med storcentrets markering af reformationsjubilæet blevet bedt om at lave en kage, der havde Reformationen som tema.

Han byggede den høje kage op som en tidslinje over Luthers liv. Den var stillet på en kirkedør, omgivet af Luthers 95 teser, der var printet på spiseligt papir og trykt med frugtfarve.
– For at gøre dem mere imødekommende, og ikke vrede og insisterende, smagte teserne sødt, siger Tobias Hamann-Pedersen til Kristeligt Dagblad.

Orme minder om Worms

Han pyntede toppen af kagen med chokoladespåner, som skulle symbolisere, at den katolske kirke gik i spåner over Martin Luthers idéer. Karamelliserede orme skulle repræsenterede byen Worms, hvor Luther blev erklæret fredløs.

Tobias erkender, at det nok var lidt provokerende, når han sagtens kunne have fulgt den gængse bageverden og brugt jordbær eller hindbær. Men han blev netop kendt på at være lidt utraditionel med ingredienserne, når han bager sine kager.