Luthers milde højrehånd

Philipp Melanchthon fik sat Luthers lære i system og havde enorm betydning for reformationen, men afvigelser i hans teologi kom til at belaste Melanchthons eftermæle.

Martin Luthers navn står nærmest bøjet i neon hér i 500 jubilæumsåret for reformationen. Men det var hans bedste ven, Philipp Melanchthon, der fik sat Luthers lære i system. Han var bl.a. hovedforfatter til Den Augsburgske Bekendelse.Martin Luthers navn står nærmest bøjet i neon hér i 500 jubilæumsåret for reformationen. Men det var hans bedste ven, Philipp Melanchthon, der fik sat Luthers lære i system. Han var bl.a. hovedforfatter til Den Augsburgske Bekendelse.

Det fortæller noget om Philipp Melanchthons betydning for reformationen, at han ligger begravet side om side med Martin Luther i slotskirken i Wittenberg.

Han blev en enorm drivkraft i reformationsårene, da det højdramatiske opgør med den katolske kirke stod på sit højeste, og Luthers spritnye lære skulle systematiseres og udbredes til folket.

I levende live udgjorde de to tyske mænd et tæt, om end noget umage par, for på mange områder var de vidt forskellige som personer.Philipp Melanchthon regnes af mange historikere for at være hjernen bag den lutherske reformation. Luther havde næppe haft den samme gennemslagskraft uden ham.

Hans kølige overblik, logiske sans, milde væsen og diplomatiske og pædagogiske talenter stod i skærende kontrast til Martin Luthers lidenskabelige temperament og spontane tilgang til tingene.

Martin Luther satte stor pris på sin bonkammerat trods deres åbenlyse forskelligheder, ofte også i synet på teologiske emner og på politik. Luther skrev om sig selv, at han var en rå pioner, der måtte bryde vejen, men at Mester Philipp fulgte lige efter med sin mildhed og venlighed og gydede olie på vandene.

Begge var bevidste om, at det var en guddommelig indgriben, at de skulle arbejde tæt sammen, og Melanchthon skrev allerede i 1520, at han hellere ville dø end at skilles fra Luther, som han sammenlignede med profeten Elias – ”så fuld af Helligånd”.

Melanchthon var selv teolog. Men det var som systematiker af Luthers tanker, som en slags teologisk diplomat, som stedfortræder og ikke mindst som hjernen bag den pædagogiske formidling af den nye lære, at hans betydning var størst.

Luthers opgør med den katolske kirke bredte sig som en steppebrand, også udenfor Tysklands grænser, ret tidligt. Trods især Melanchthon store diplomatiske anstrengelser på at undgå et brud, lykkedes det i sidste ende ikke at undgå bruddet med romerkirken.

”Min lille græker”

Melanchthon var nogle år yngre end Luther. Han blev født Philipp Schwarzerd i 1497 i nærheden af Karlsruhe. På grund af sin særlige sprogbegavelse gjorde han allerede som barn stort indtryk.

Inden han fyldte 21 år havde han allerede publiceret flere bøger, heriblandt en guide til græsk grammatik. Han oversatte endda sit efternavn Schwarzerd til det græske Melanchthon, og brugte det resten af livet. Luther kaldte ham for ”min lille græker”.

Philipp var en højt begavet dreng, der allerede som 12-årig begyndte at studere på universitetet i Heidelberg, senere i Tübingen. Som bare 21-årig blev han kaldet til et professorat i græsk på universitetet i Wittenberg. Hér mødte mange den purunge, skrøbeligt udseende og lidt akavede professor med skepsis, men hurtigt vandt han stor tilslutning. Han forlangte allerede i sin første forelæsning reformer i uddannelsessystemet og opfordrede de studerende til at have mod til ”at tænke selv”.

Blot to år senere blev han rektor for Wittenberg universitet og begyndte at gennemføre de nødvendige reformer.Martin Luther, der i 1517 slog sine 95 teser op på slotskirkens dør i Wittenberg, vandt den unge professor for reformationen.Melanchthon stillede sig til rådighed for Luther på et højdramatisk tidspunkt. Wittenberg stod så at sige på den anden ende. På rigsdagen i 1521 blev Luther erklæret fredløs, da han fastholdt, at han ikke ville tilbagekalde noget. Han blev i et års tid skjult på kurfyrstens borg, Wartburg, inden han vendte tilbage til Wittenberg.

Melanchthon publicerede i 1521 det første evangelisk-dogmatiske værk Loci Communes om de kristne hovedbegreber. I årenes løb skrev Luther og Melanchthon sammen talrige reformatoriske skrifter, skole- og gudstjeneste reglementer, og Melanchthon hjalp til med Luthers oversættelse af Bibelen. Melanchthon skrev selv en stribe lærebøger indenfor både retorik, psykologi, etik, fysik og logik.

Han reformerede ikke blot Wittenberg universitet, men også en række andre tyske universiteter og latinskoler, og med tiden fik han tilnavnet Praeceptor Germaniae, ”Tysklands lærer”. Også opbyggelsen af det evangeliske system af tyske Landeskirchen stod Melanchthon bag.

Tit var han også stedfortræder for Luther i teologiske debatter, og Luther kunne med sindsro sende sin gode ven, som han var sikker på ikke tabte hovedet.

Den Augsburgske Bekendelse

Melanchthon lod stort set Luther stå for det rent teologiske, men han blev ikke desto mindre hovedforfatter til det dokument, som senere blev kendt som Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana). Det blev den protestantiske reformations vigtigste skrift og hører stadig i dag til den lutherske kirkes teologiske grundlag.

Hans nerver må have siddet udenpå tøjet, da dokumentets tekst i Augsburg blev læst op på tyske for kejseren og resten af den forsamlede rigsdag den 25. juni 1530.Det var 13 år efter, at Martin Luther havde opslået sine 95 tester på døren til Wittenberg Slotskirke. Lige siden havde de teologiske stridigheder bølget frem og tilbage og truet med at splitte kristenheden i Europa i stumper og stykker.

Nu var der behov for at formulere, hvad reformationen stod for. Med Melanchthon som pennefører blev et første udkast skrevet i al hast og overbragt Martin Luther.

Martin Luther var erklæret fredsløs, så han sendte Melanchothon til Augsburg for at præsentere skriftet for kejseren og rigsdagen, og i 28 korte artikler formuleres det trosindhold, som for reformatorerne var helt centralt: Hvordan bliver mennesket frelst? I dokumentets fjerde artikel gøres det helt klart: Mennesket frelses ved troen alene.

Melanchthons fingeraftryk mere end anes i Den Augsburgske Bekendelse, for han ville for alt i verden undgå en splittelse af kirken.Visse teologiske stridspunkter er i dokumentet enten forbigået eller behandlet meget forsigtigt, fx spørgsmålet om pavens autoritet. I forhold til flere af Luthers skrifter er stilen i dokumentet ret diplomatisk overfor den katolske kirke, men ikke desto mindre endte det hele med, at kirken og kejseren afviste dokumentet. En kirkesplittelse var til sidst helt uundgåelig.

Bibelhumanist

Mange i samtiden havde regnet med, at Martin Luthers næstkommanderende ville være den naturlige arvtager, når Luther var død.

Det skete ikke, for uanset hvor populær Melanchton var hos Luther, nåede han efterhånden at skabe sig mange fjender på grund af sine særstandpunkter.

Med Luthers død i 1546 brød en magtkamp ud, hvor en gruppe teologer, som betragtede sig som de rigtige, ortodokse lutheranere, kastede sig over Melanchton og beskyldte ham for falsk lære.

Melanchtons var en slags økumenisk kristen i en tid, hvor tingene enten var sorte eller hvide, og hvor fronterne trak linjerne hårdt op. Han var pragmatikeren og diplomaten, der for alt i verden ville undgå en splittelse af kirken, men luftede samtidig sine særstandpunkter i forhold til den lutherske lære.

Melanchton hævede, helt modsat Luther, at den menneskelige vilje kunne hjælpe med på frelsen. For de ortodokse lutheranere var det kættersk snak. Et andet særstandpunkt var i synet på nadveren. Her nærmede Melanchton sig den schweiziske reformator Jean Calvins opfattelse, at der ikke er nogen realpræsens.

Luther havde bevaret den katolske kirkes lære om realpræsens (at Jesus Kristus i bogstavelig forstand er til stede i brødet og vinen), hvor Calvins opfattelse var, at brødet og vinen blot forbinder os med den himmelfarne Kristus.Melanchton blev beskyldt for kryptocalvinisme, og efter Luthers død kom Philipp Melanchton til at lægge navn til den gruppering indenfor den lutherske kirke, filippismen, som helt frem til 1600-tallet lå i bitter strid med gnesiolutheranere (”de sande lutheranere”) om den sande, lutherske lære.

Herhjemme tilsluttede den højt estimerede lutherske teolog Niels Hemmingsen (1513-1600) sig filippismen, hvilket kom til at koste ham sin karriere som professor ved Københavns Universitet.Philipp Melanchton havde rod i bibelhumanismen, som han aldrig helt afsvor. Han bevarede fx sin kontakt til superhumanisten Erasmus af Rotterdam, efter at Luther havde brudt med ham.

Familien

Det må have gjort ondt på Melanchton at se, at dét, han ønskede sig mest af alt – reformer af den katolske kirke – i stedet førte til et brud. På farens dødleje havde denne sagt til familien, at den aldrig måtte forlade kirken (den katolske).

Han var af natur mild, beskeden og søgte aldrig ære eller berømmelse. Han var en tjener, der ærligt søgte kirkens enhed og søgte Gud. Han lagde stor vægt på bønsliv og daglige meditationer over skriftsteder.

Allerede i 1520 var Melanchton, med Luthers mellemkomst, blevet gift med den wittenbergske borgerdatter Katharina Krapp, og de fik 4 børn: Anna, Georg, Philipp og Magdalena.