Sydvestjyllands Efterskole klar til DM
Drengene fra SE har netop vundet De Sydjyske Mesterskaber efter en gyserkamp.
Sydvestjyllands Efterskole har vundet i de regionale kampe og er nu klar til danmarksmesterskaberne i fodbold for efterskoler!
Det blev en historisk dag, da SE-drengene for første gang i skolens 42 års historie vandt de Sydjyske Mesterskaber i 11 mands-fodbold og kvalificerede sig til DM i udefodbold i A-rækken.
Det skete i en gyserkamp mod Sundeved Efterskole på kunstgræsset i Bramming, hvor holdene i den ordinære kamp spillede uafgjort 1-1.
Men i straffesparkkonkurrencen var drengene fra Sydvestjyllands Efterskole bedst og scorede på alle 5 spark og vandt 5-4. Det udløste stor jubel blandt spillerne og alle øvrige elever på efterskolen, som havde trodset kulden og heppede på kammeraterne fra sidelinjen.
Det hører til sjældenhederne, at de kristne efterskoler kan spille sig til DM i 11-mands fodbold, men denne gang lykkedes det for drengene fra Bramming.
DM afgøres i maj
Til DM d. 16.-18. maj på Sportsefterskolen SINE i Løgumkloster kommer drengene til at møde de øvrige regionsvindere i Danmark.
– Det bliver spændende at følge holdet, der forventer at møde meget dygtige modstandere. Inden dagens finale havde drengene bl.a. vundet 8-1 i semifinalen mod Vojens Idrætsefterskole, fortæller forstander Leif Kruse fra Sydvestjyllands Efterskole.