Kvak – Kvak

Da jeg sidste år skrev bogen om Hans Berntsen, var det svært at få ro, så jeg udnyttede mit besøg i Afrika til at indlogere mig på et meget stille katolsk gæstehjem, hvor jeg kunne skrive uforstyrret fra morgen til aften.

Belønningen efter en dags skrivearbejde var, når jeg spiste aftensmad sammen med søstre og munke og andre spændende besøgende. Det var hyggeligt, men maden var ofte lidt speciel. En dag fik vi frøer til aftensmad.

Nu har jeg tidligere smagt frøer i Libanon og en enkelt gang hernede. Jeg vidste, at vores katolske franske søster betragtede frøer som en virkelig delikatesse, så jeg tænkte: pyt. Man skal bare ikke tænke på de små grønne fyre, mens man spiser dem.
Så jeg gav – mest i høflighed – udtryk for, at de smagte udmærket, fordi nogle af afrikanerne ikke ville spise dem. (De spiser til gengæld andre dyr, som jeg ikke vil nævne.)

En aften satte vores franske søster så en hel skål med frøer foran mig, for ”du kan jo så godt li’ dem, ikke sandt”.
Joh, det… Så det blev min aftensmad, sammen med nogle gedeknogler beklædt med sener og brusk. I sammenligning med gedeknoglerne smagte frøerne faktisk helt godt. Ligesom fint kyllingekød. Men med små ben. Ja…

Dagen efter kom to afrikanere med tre ænder, som de havde bundet benene sammen på. Mens de længe diskuterede prisen med kokken, lå de tre søde ænder med lange halse og snappede efter vejret, mens jeg synes de så bønfaldende på mig. Dem ville jeg have haft sværere ved at spise.
Jeg er ellers ikke sådan en, der kan lide at spise mærkelige skravl og insekter, men jeg har da spist et stykke af en sej slange, noget af en komave, en hønsefod og en del halvrådne fisk, og muligvis gedernes kønsdele, men jeg håber stadig, det var deres lever eller nyrer… Jeg har ikke villet slå ordet op.

Før jeg kom til Afrika, led jeg af overdreven renlighed og ”kunne” heller ikke spise en masse gode madvarer. Jeg har stadig problemer med at spise blævrende sønderjysk sylte. Men ellers forsvandt overfølsomheden som ved et mirakel, og det er meget praktisk.

Til gengæld har jeg fået lidt mere fokus på Jesu ord om, at det ikke er, hvad der går ind ad munden, der gør kroppen uren, men det, der går ud af den. Og det er straks sværere at styre tungen.
Nå ja, det minder mig om, at jeg også fik kalvetunge for første gang. Det smagte da godt! Som barn kunne jeg slet ikke have en andens tunge i munden. Men som min mor sagde: Vil du da hellere have skinken?