Hvad blev der af forældrene?
Af Torsten Højberg
Artiklen ’Sparekasseassistent blev baptistpræst’ om mig den 25. februar 2018 indledes med ordene ’Torsten Højberg voksede op på en gård på Bornholm i et hjem, der ikke var kirkeligt aktivt.
Man skulle dog i kirke juleaften, men det skete pga. travlhed i stalden, at de ikke nåede det. Børnene i hjemmet kom ikke i søndagsskole eller andet kristent børnearbejde’.
Jeg ønsker at ære mindet om mine forældre ved at fortælle, hvad der siden skete. Kort efter jeg i februar 1962 blev døbt i Rønne Baptistkirke, hvilket mine forældre ikke ønskede at overvære, begyndte jeg at bede målrettet for dem.
En aften på mit værelse, hvor jeg var i bøn, fik jeg den besked, at jeg ikke længere skulle bede for dem, men takke for at de ville komme med.
Fra da af takkede jeg for det, hver gang jeg bad for min far og mor. Jeg opfattede den hilsen ovenfra som et tilsagn om, at de ville komme med som Guds frelste børn, men ikke at de nødvendigvis ville blive døbt som troende ligesom jeg.
Lever ikke af brød alene
Kort tid derefter skulle der være et aftenmøde i Baptistkirken, hvor jeg skulle aflægge mit vidnesbyrd. Det møde inviterede jeg mine forældre med til, og det var første gang, de kom med i den kirke.
En gæstfri familie inviterede os på kaffe, og mine forældre, der var gårdejere på en dengang lidt større gård, blev venner med denne kristne arbejderfamilie.
Her byggede den kristne tro og venskabet bro imellem den forskel, der dengang var på bønfder og arbejdere. En tid derefter var der en missionsuge med en gæsteprædikant, som jeg også fik mine forældre med til.
Efter den uge gav jeg dem en bibel, hvori jeg skrev: Kære far og mor! ”Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund” (Matt 4,4). Mine forældre begyndte fra da af at komme regelmæssigt i Baptistkirken.
Først sønnen, så forældrene
Eftersom jeg i de to år 1963-65 i CF flere gange blev bekræftet i min aftale med Gud om, at han først måtte gøre mig til sjælevinder, inden jeg kunne tro, at jeg skulle være præst, tog jeg konsekvensen og sagde op i sparekassen og søgte ind på toårigt studenterkursus for at kunne læse til baptistpræst.
Da jeg fortalte mine forældre om den beslutning, blev de ikke spor overraskede, for de havde set det komme, og de var da selv blevet trofaste til gudstjenester i Baptistkirken.
I min sommerferie fra mine teologistudier i 1968 var jeg buschauffør på Bornholm, og en aften, da jeg kom hjem fra arbejde, fortalte mor, at hun og far havde besluttet, at de ville døbes i Baptistkirken.
De blev døbt i september måned. Fordi Gud gav mig nød for mine forældre, at de måtte lære Jesus at kende, måtte jeg bede for dem, og han ledte mig i min bøn. Og fordi de mærkede forandringen i mit liv, efter jeg selv var kommet til tro på Jesus og fulgte ham, ønskede de også at give deres liv til ham.
I mit barndomshjem var det altså en søn, der først fik et gennembrud i troen på Jesus, inden forældrene valgte samme vej.
