Vejen til datterens hjerte!

Af Ken R. Canfield

Som far til en datter har man brug for ekstra meget nåde og visdom, for for ham er det et ukendt land. Han har aldrig selv været en pige!

„Vore fædre var de første mænd, vi holdt af. Når de ikke var der, eller når de ikke duede som fædre, fik det stor indflydelse på vores opfattelse af os selv, af mænd og af Gud,“ skriver Heather Harpman. Hvis det passer, hvad jeg tror, det gør, så har fædre en nøglerolle i deres små døtres liv.

Faderens indflydelse

Prøv at overveje, hvordan en faders indflydelse har formet livet for de voksne kvinder, du kender: din kone, din søster, en svigerinde, en kollega eller en veninde. Hvordan kommer fædrenes indflydelse til udtryk hos disse „døtre“? Hvis du tænker på deres liv, vil du så kunne sige, om deres far har elsket og respekteret dem? Har han bevidst foretaget sig noget for at fremhæve deres evner? Har han taget del i deres liv i de år, hvor de blev præget? Har han nogensinde forladt eller opgivet dem? Har han misbrugt dem? Hvordan har faderens indflydelse i sidste ende været på disse børn?

Enhver klog terapeut ved, at døtres hjerter ofte har manglet faderkærlighed. Mange kvinder kæmper i mange år af deres liv med massive problemer, fordi den første mand i deres liv ikke var meget mere end et hologram for dem – et gennemsigtigt billede, som knap nok rigtig fandtes.

Siden den såkaldte „kønnenes kamp“ i 60’erne har der hersket stærke spændinger i vores samfund mellem mænd og kvinder. Også 90’erne har ført nye udfordringer med sig. Dertil kommer den kulturelle praksis, som er almindelig i nogle lande – piger fjernes ved abort eller på anden måde, fordi familien kun ønsker sig sønner.

En faders rolle

Hvordan kan vi som kristne mænd hjælpe til med at løse disse spændinger? I den forbindelse vil der kunne siges meget om ægteskabet og mandens forhold til sin kone. Men jeg er sikker på, at også den måde, vi opdrager vore døtre på, kan bidrage til at bringe kønnene sammen. Fædre er de første mænd i deres døtres liv, som de små piger kan respektere og holde af. Af os lærer de, hvad en mand betyder, og hvilken behandling de senere kan og skal forvente af mænd.

En medicinstuderende lavede engang en undersøgelse af, hvordan kvinder, som havde mistet deres far i deres unge år, levede med dette tab. Et af spørgsmålene gik på, hvad disse kvinder mest havde savnet i forhold til deres far, og to svar gik igen i mange af besvarelserne.

For det første savnede de deres far, når de havde problemer eller skulle træffe vigtige beslutninger i livet. De spurgte tit sig selv: „Hvad ville far have gjort, hvis han havde været her? Hvordan ville han have klaret situationen?“ Det overrasker ikke, for fædre er ofte problemorienterede i deres opdragelse.

Det er dem, der løser problemer og bringer orden i børnenes verden.

Det andet svar var derimod meget mere følelsesladet. Kvinderne beklagede dybt, at deres far ikke ville være der til at føre dem op ad kirkegulvet på deres bryllupsdag. Dette højtidelige øjeblik med den hvide kjole, den smukt udsmykkede kirke og gæsternes beundrende blikke. Alene tanken herom kan motivere alle fædre til at opbygge et forhold fuldt af kærlighed, forståelse og respekt til vores døtre.

En faders hjerte

For nogle år siden kom min kone og jeg i nærmere kontakt med en ung kvindelig studerende, som vi havde lært at kende i menigheden. Niki var lige flyttet til byen, og en søndag inviterede vi hende hjem til middag. Under middagen spurgte jeg Niki om hendes familiebaggrund, hvor hun var vokset op, og hvad hun ville bruge sin uddannelse til. Derpå bragte jeg følgende spørgsmål på bane: „Hvordan ville du beskrive forholdet til din far?“

Først talte Niki om sin „perfekte“ storebror, som faderen havde forgudet. Derpå nævnte hun nogle typiske vanskeligheder, som optræder i de fleste fader-datter forhold. Hun fortalte, at faderen havde været optaget af at tjene til livets ophold, og om sine teenageår, som havde været vanskelige. Derpå nævn­te hun et brev, som hun for nogle år siden havde fået af sin far. I dette brev erkendte faderen, at han ikke havde slået til, og bad om tilgivelse herfor og om en ny chance for at genopbygge forholdet.

Han opmuntrede hende til at videreudvikle sine evner og skrev, at han ikke troede, der var noget i livet, hun ikke ville kunne klare. Niki indrømmede, at hun ofte tog brevet frem for at læse det og hver gang blev dybt bevæget.

„Niki, hvor gemmer du dette brev?“ spurgte jeg. „I min bibel“, svarede hun. Da jeg spurgte, om jeg måtte læse det, sagde hun glad ja.

Brevet var ikke særlig dybsindigt og fuldt af grammatikfejl. Men det, der gjorde indtryk på mig, var tonen i brevet og faderens utvetydige indrømmelse af savn. Han håbede, at forholdet mellem dem kunne gøres godt igen og – som profeten Joel skriver – de år erstattes, „som græshopperne havde ædt“ (Joel 2,25). Nikis far havde omsider erkendt, hvor dejligt det er at have en datter – og det er aldrig for sent at rette op på et forsømt forhold, når man er parat til at erkende sine fejl.

Ken R. Canfield er far til fem børn og leder af et forskningscenter, som hovedsagelig beskæftiger sig med fædres rolle.

Hvad vil det sige at være Far?

Tidligere var en mand „en god familiefar“, hvis han arbejdede hårdt for at forsørge sin familie og sommetider legede tagfat med sin søn i weekenden.

I dag arbejder en familiefar i de fleste tilfælde ganske vist stadig hårdt, men han skifter også ble og står for en del af arbejdet i hjemmet.

Mange fædre udvikler endda kreative metoder til at få sure pligter for børnene til at blive til en leg. De kan fx finde på at gemme små overraskelser under skramlet, når der skal ryddes op i garagen eller andre steder.

Når fædre deltager kærligt i familiens hverdag, skaber det en atmosfære, som virker velgørende på hele familien. For fædre spiller en nøglerolle i børnenes liv. Både sønner og døtre „aflæser“ i deres far, hvem de er, hvordan livet fungerer, og hvordan de skal tackle det.

En far, som giver børnene plads og samtidig retter på dem, giver dem en sund følelse af sikkerhed og styrker deres tro på, at de kan klare livets udfordringer. Han giver børnene et „skatkammer fyldt med minder“, som de kan tære på igennem livet: Mange kan stadig årtier senere tydeligt huske, hvordan deres far bar dem på skuldrene, når de var ude at gå tur, eller hvordan han lyttede opmærksomt, når de havde noget på hjerte.

Men der er også mange voksne, som ikke har fået en sådan positiv start i livet. Erindringen om deres far udløser ganske andre følelser. Hos nogle fremkalder erindringen endda billeder, som de helst ville udslette af deres hukommelse, fordi deres far behandlede dem på en herskesyg måde og måske endda misbrugte dem. Andre har svært ved overhovedet at huske oplevelser med deres far, fordi han næsten ikke tog sig tid til dem.

Men ligegyldigt om vores jordiske far holder os nede eller hjælper os frem, om han respekterer os eller underkender os – så vil vi alle i Gud have en far, som kan helbrede, give livet nyt indhold og skabe tryghed, når alt glipper. Han ved helt præcist, hvad hans børn har brug for, og drager omsorg for dem.

Ham kan vi komme til på alle tidspunkter, og han vil altid kunne anvise os nye veje at gå, hvis verden virker uoverskuelig.