Fri – men stadig i fare på grund af sin tro

Der har været voldsomme protester i Pakistan efter frifindelsen af blasfemi-dømt kristen.Bibi.

Mange menneskeretsgrupper verden over protesterede mod fængslingen af Asia Bibi og dødsdommen, som skyldtes hendes kristne tro.

Hun blev uvenner med muslimske naboer på grund af et glas vand. Derpå dømt til døden ved hængning og fængslet i otte år. Nu er Asia Bibi (53) frikendt, men hun er stadig i livsfare fra ”gadens parlament” i Pakistan.

Asia Bibi, som blev frikendt i forrige uge, bliver sandsynligvis nødt til at forlade Pakistan for at redde livet. Hun blev dødsdømt for blasfemi, men har nu fået denne dødsdom annulleret af højesteret.
Til gengæld er islamister i flere byer gået på gaden i protest mod hendes frifindelse. Urolighederne går ud over kristne og andre religiøse minoriteter. Og regeringen bøjer sig tilsyneladende for islamisternes krav.

Trusler efter frikendelsen

Pakistans højesteret besluttede allerede i starten af oktober, at Asia Bibi skulle frigives. Men først tre uger senere blev beslutningen offentliggjort.

Asia Bibi har blandt andet udtalt sig til telegrambureauet AFP efter frifindelsen.

– Jeg kan ikke tro det, jeg hører. Kan jeg slippe ud nu? Vil de virkelig slippe mig ud? Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er bare så glad, sagde hun.

Hun er nu blevet løsladt. Imens raser kampen på gaderne, hvor islamister fortsat kræver død over både Asia Bibi og tre højesteretsdommere.

Dødsdømt for et glas vand

Asia Bibi, hendes mand og deres fem børn var de eneste kristne i deres landsby.

I juni 2009 arbejdede hun i marken sammen med muslimske naboer. De begyndte at protestere, da hun som ikke-muslim drak et glas vand fra ”deres” brønd. I den efterfølgende diskussion sagde Asia Bibi blandt andet:

– Jeg vil ikke konvertere [til islam]. Jeg tror på min religion og på Jesus Kristus, som døde på korset for menneskers synder. Hvad har jeres profet Muhammed nogensinde gjort for at frelse menneskeheden?”

Naboerne klagede til deres åndelige overhoved, som derpå anklagede hende for at have fornærmet profeten Muhammed. Asia Bibi blev derefter arresteret og fængslet uden retssag.

Først seksten måneder senere kom hun for en dommer, som dømte hende til døden.

Forsvarere blev dræbt

Da Asia Bibi appellerede til højesteret i Punjab, mente provinsguvernør Salman Taseer, at hun ville blive frikendt af Pakistans præsident. Få uger senere blev han dræbt af sin egen bodyguard.

To måneder senere blev politikeren Shahbaz Bhatti myrdet, efter at han havde talt hendes sag i regeringen.

I de næste otte år sad Asia Bibi fængslet på dødsgangen. Hendes familie måtte flygte fra landsbyen på grund af dødstrusler.

Efter 8 år i fængsel er Asia Bibi nu frikendt for blasfemianklagerne. Hun er løsladt, men må holdes skjult for islamisterne. Foto: Åbne Døre.
Nabostrid eller blasfemi?

Forrige onsdag offentliggjorde Pakistans højesteret deres 56 siders afgørelse, hvor de blandt andet citerede fra Koranen, islamisk visdom og Shakespeare. Højesteret erklærede Asia Bibi uskyldig i blasfemi og krævede hende løsladt.

Retten fastslog, at anklagerne ikke kunne bevise hendes skyld. Samtidig understregedes det, at blasfemi-anklager i Pakistan ofte handler om hævnaktioner.

”Hun virker som en person, der med Shakespears King Lears ord er ”mere syndet imod end en, der synder”, hed det i begrundelsen fra højesteret.

Kristne er i fare

Straks efter offentliggørelsen af denne kendelse begyndte protesterne. En islamistisk gruppe kræver dommerne dræbt, og en imam har udtalt, at ”den, der dræber Asia Bibi vil være en helt for muslimerne”.

Nu er alle Pakistans kristne, omkring 2,5 millioner, i fare. Selv under normale forhold er det farligt at være kristen i Pakistan. Mange iagttagere frygter, at islamister vil lade deres vrede over frifindelsen gå ud over alle kristne i landet.

Asia Bibi håber at kunne forlade Pakistan og forenes med sin familie, men de vrede islamister kræver hende stadig tilbageholdt og henrettet.

Advokaten er flygtet

Massedemonstrationer anført af partiet Tehreek-i-Labaik Pakistan (TLP) har lammet Pakistan efter frifindelsen af Asia Bibi. TLP har krævet udrejseforbud for hende, så hun ikke kan søge asyl i udlandet. Samtidig kræver TLP mulighed for at appellere frifindelsen.

De mange uroligheder og dødstrusler fra islamisterne har fået Asia Bibis forsvarsadvokat, Saiful Malook, til at flygte ud af landet uden at give nærmere oplysninger. Også advokatens mobiltelefon er slukket.

Saiful Malook har tidligere udtalt til AP, at han ville blive nødt til at forlade Pakistan, fordi tilhængere af den islamistiske præst Khadim Hussain Rizvi havde truet med at dræbe ham.

Ifølge den italienske avis Corriere della Sera er Saiful Malook rejst gennem Rom til Amsterdam. Herfra vil han ifølge avisen rejse videre til London, hvor han vil slå sig ned permanent.

Åbne Døre oplyser, at Saiful Malook har lovet at komme tilbage, hvis Asia Bibis sag skulle gå om. Han mener dog ikke, at det vil ske:

– Der er intet grundlag for, at sagen skal gå om, udtalte han til World Watch Monitor. ”Jeg forventer, at en appel vil blive afvist, da en ny retssag vil være unødvendig.”

Ed Brown fra Stefanusalliansen glæder sig over frifindelsen af Asia Bibi, men er meget bekymret for de kristne i Pakistan.
Foto: Stein Gudvangen, KPK.
Regeringen bøjer sig for islamisternes krav

Åbne Døre hæfter sig dog ved regeringens aftale med det islamistiske parti. Aftalen indebærer, at regeringen ikke vil gøre indsigelser, hvis TLPs skulle beslutte sig for at appellere højesterettens beslutning om at frikende Asia Bibi. Samtidig skulle et udrejseforbud for Asia Bibi træde i kraft, mens appellen vurderes.

Hvis sagen kommer til at gå om, vil TLP have alle de tre dommere, der stod bag Asia Bibis frikendelse, skiftet ud. TLP har også krævet død over dommerne.

Asia Bibis mand, Ashiq Masih, fortalte den tyske avis Deutsche Welle, at aftalen mellem regeringen og TLP har ”sendt kuldegysninger ned af min ryg. Min familie er bange, det samme er vores slægtninge og venner. Det er en farlig situation for os. Vi har ingen sikkerhed og må flygte fra sted til sted.”

Åbne Døre skriver, at Asia Bibis familie har søgt asyl i Storbritannien, USA og Canada. ”Min hustru har allerede lidt meget. Hun har været i fængsel i ti år,” udtaler Ashiq Masih. Han tilføjer, at familien lider nød og mangler mad i deres hemmelige skjulested.

Menneskerettighedskommissionen i Pakistan har kritiseret regering og kalder aftalen med TLP for ”en hån mod loven”.