Fri for panikangst ved Guds hjælp
Hej Jørn og Karin
Jeg var plaget rigtig meget af panikangst for nogle år siden.
Jeg satte mig selv i “terapi”……
Som kristen har vi jo den største læge, nemlig GUD, den almægtige, at trække på.
Hver gang angsten eller angsten for angsten væltede ind over mig, begyndte jeg at takke Gud for hans gaver.
Fx havde jeg det ganske forfærdeligt, når vi kørte over broer, og jeg måtte sidde på mine hænder for at undgå, at jeg åbnede bildøren og hoppede ud.
Jeg begyndte at takke Gud for de ingeniører, der havde tegnet og konstrueret broen, så det var muligt at komme let over vandet og for alle dem, der havde deltaget i byggearbejdet.
Jeg fandt ud af, at man ikke kan være angst og takke på samme tid.
Dette gjorde jeg, hver gang angsten tromlede ind over mig.
Gud satte mig helt fri.
Pris Herren.
vh Britta
Kære Britta
Tak for dit indlæg og dit dejlige vidnesbyrd. Det er rigtig opmuntrende og trosstyrkende at høre.
Det er rigtigt, at Gud er vores største læge, og at han kan nå dybere end nogen anden i vores indre og komme med sin lægedom.
Du fik en erfaring med, at angsten forsvandt, når du takkede Gud. Det er vigtigt at gøre sig disse erfaringer over tid. Hver gang der ikke handles på angsten, vil den blive mindre.
Når du takker Gud, giver du Guds ord magt i stedet for angsten.
Det aktiverer vores tro, når vi proklamerer Guds ord og takker Gud for, at det vil ske.
Vi har selv brugt Salme 91 meget, da der er mange vers om Guds løfter til os, og at vi intet har at frygte, når vi kender Gud.
Med venlig hilsen
Jørn og Karin