Gennemført album med smukke tekster

Amanda Cook har gjort det igen. Ligesom på albummet “Brave new world” fra 2015 har hun med “House on a hill” skabt et smukt sammenhængende album, med reflekterende, tilbedende tekster, der kommer fra hjertet, og sit helt eget fine lydbillede. En lyd der på en gang er behageligt rolig og på samme tid tilsat elektroniske, dynamiske noter, der fuldender lyden uden at tage helt over.

En ting er lydbilledet, som denne anmelder personligt er glad for. Noget helt andet, og det som gør albummet lytværdigt for enhver, er de mange fine tekster. Ord, der giver et indblik i det levede liv og tilbedelsen af Gud midt i det – og ikke mindst peger på et liv levet tæt på Gud. Hvor sangen “Comforter” lægger ud med “Where there are no words and even breathing hurts, you’re my comforter” – så rent, at man næsten selv mærker smerten og trøsten på samme tid -, minder “I am” med linjerne “I am because You are, the center of my heart, I’m loved because You’re love, and that will be enough” os om, at vores identitet ligger i Gud. “I am” slutter smukt af med et intensivt gentaget “Hallelujah” – en lovprisning af den Gud, der viser os så stor en kærlighed.

Og titelsangen “House on a Hill”, er med ordene “Allow Me to introduce Myself again, I was with you every place you’ve ever been, I’m the One that held you when you couldn’t stand, If you’re wondering who can heal your brokenness I can” en blid kærlighedssang fra Gud til den enkelte – en bøn om at lade Ham være i ens liv. Alt i alt er “House on a hill” en fin sammensætning af sange, som varmt kan anbefales til lytteren, der leder efter et kontemplativt album med blide, opmuntrende tekster og sin helt egen lyd.
Kathrine Jul Chercka

Kunstner: Amanda Lindsey Cook – Titel: House On A Hill – Genre: Pop/Lovsang
– Forhandler: iTunes.dk – Pris: 69 kr.