Klokkerne ringer for udviste kristne
For fjerde uge i træk har kirkeklokker i Sverige ringet i protest over udvisning af kristne konvertitter. Mindst 50 svenske kirker er med i aktionen, skriver Dagen.se.
Det hele begyndte med et Facebook-opslag af pinsepastor Christian Mölk, da han hørte, at søndagsskolelærer Abbas skulle udvises til Afghanistan.
– Jeg var vred og oprørt. Hvordan i alverden kan vi udvise kristne til Afghanistan på denne måde? Hvorfor er der ingen, der protesterer mere? sagde Christian Mölk til Dagen.
– Jeg huskede, at kirken tidligere ringede med klokken, når der var fare på færde, tilføjede pastoren og opfordrede efterfølgende til ”klokke-aktionen” via de sociale medier.
Mindst 50 kirker
Nogle dage senere lod både folkekirken (Svenska kyrkan) i Östersund og Missionskyrkan i Linköping, som er Abbas’ hjemmemenighed, klokkerne ringe i protest. Nu, fire uger senere, deltager mindst 50 kirker i aktionen, som spredes via #låtkyrkklockornaringa.
Ifølge pastor Mölk var det Svenska kyrkan i Östersund, som først erklærede, at de ville ringe med klokkerne. I Christian Mölks egen menighed, har de derimod ingen kirkeklokker. Derfor samles menigheden i stedet til bøn for de udviste.