Krig eller fred?

(Læsetid: 2 minutter)

Efter et band har haft 17 år med en mærkværdig aktiv karriere, ville det ikke være helt ude i hampen at tro, at de kreative safter kan være ved at løbe tør. Men overlad det til Demon Hunter at modbevise dette ved at udgive to, jeg gentager, to fulde albums på én gang.

War og Peace er navnet på de to albums: Krig og Fred. Disse viser sig at være yderst passende titler, taget indholdet på de to skiver i betragtning. Men er begge plader et køb, eller for den sags skyld et lyt, værd? Det kommer helt an på, hvem man er, men i langt de fleste tilfælde ville jeg synes, det var synd, hvis man ikke gav begge udgivelser en chance.

På War bliver vi velsignet af buldrende trommerytmer, guitarriffs, som nærmest tigger lytteren om at headbange, og selvfølgelig nogle brutale brøl fra forsanger Ryan Clark.

Ikke for at sige at vi ikke også får fængende melodier og en vokal, som udforsker nogen af de blødere sider af registret. Alle disse dejlige ting, som vi kender Demon Hunter for, optræder på begge albums. War er dog klart den tunge dreng af de to, og denne opdeling gælder også det lyriske indhold.

War handler meget tydeligt om et opgør med det den moderne verden. Ryan Clark udtrykker vrede og frustrationer over mange ting, fx andre kristnes tilbøjelighed til at tale for ham, nogle kirkers tendenser til at erklære de ”blinde” for uværdige, i stedet for at vejlede dem, og den moderne verdens fascination af menneskeskabte idoler.

På den anden side handler Peace mere om at forsone sig med disse problemer, at vi skal huske på Guds løfte til os og bede om tålmodighed, når vreden, frygten og frustrationen over vores verden er ved at overmande os.

Hvis du er til hård musik, så er War en sikker vinder. Hvis du er lidt mere til det melodiske og bløde, så vil Peace højst sandsynligt falde i din smag. Men hvis du kan li’ det ene, ser jeg ingen grund til, at det andet ikke fortjener et lyt.

 

Læs også