De tavse, talende snublesten
Jørn Nielsen,
H.C. Lumbyes Vej 159A, 4700 Næstved
Mandag, den 17. juni placeres ved en højtidelighed ved synagogen i Kbvn. med tale af bl.a. tidl. overrabbiner Bent Melchior 3 såkaldte snublesten (tysk Stolpersteine). Det tyske ord stolpern betyder at snuble.
I “deadline” søndag aften oprullede forfatteren Henriette Harris og Charlotte Thalmay (begge m. jødisk baggrund) historien om de glemte jøder, som ikke var så heldige komme til Sverige, men som blev deporteret til Tyskland. Charlottes farfar døde i Ausschwitz. Historien går helt tilbage til 1930´erne, hvor der kom statsløse jødiske flygtninge til DK, hvorfra de blev brutalt udvist til de tyske gaskamre i 1940-43, da DK var besat af Nazi-Tyskland. En tilsvarende hjerteskærende historie findes i Norge, hvor politiet gik hårdhændet til værks og konfiskerede al jødisk ejendom.
Den tyske kunstner Günter Demnig tog helt tilbage i 1992 initiativ til den såkaldte “snublesten”, som er en messingplade indlagt i en brosten med navnet på det glemte jødiske navn og dato for mordet på dette offer. Første sten blev nedlagt i 1992 i 50-året for Heinrich Himlers beslutning om “die Endlösung” – udryddelsen af 6 mill. jøder.
Det er glædeligt, at initiativet m. disse “mikromindesmærker” (som de også er kaldt) nu er kommet til DK, hvor antisemitismen selv idag stikker monsterhovedet frem. Meningen med disse “snublesten” er selvfølgelig, at folk underveje skal “snuble” over disse sten, standse op og tænke på jødernes lidelsesfulde historie.
Historien kommer især os kristne ved. I disse dage har der været skrevet mange artikler om Dannebrog og vor fædrelandshistorie. Jøderne har også en fædrelandshistorie, som skiller sig ud fra alle andre landes historie, og den er med stærke ord beskrevet i fortid, nutid og fremtid i Rom.br.´s 9.,10. og 11. kapitel. Disse kapitler munder ud i evangeliet om Messias, vor Herre Jesus Kristus, som det jødiske folk ultimativt ikke kommer uden om: “Ses der hen til evangeliet, er de fjender for jeres skyld, men ses der hen til udvælgelsen, er de elskede for fædrenes skyld, thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke!” (Rom. 11:28-29).
Lad os tænke på det, og hvem du end er, jøde eller ikke-jøde, kommer du ikke uden om Jesus Kristus enten, til din egen evige frelse eller som anstød og forargelse til din evige fortabelse.
Nogen “neutral” mellemvej findes ikke.