Mindst 19 kristne dræbt og mange på flugt i Burkina Faso
Mindst 19 kristne er blevet dræbt i et angreb på landsbyen Arbinda i Burkina Faso den 9. juni, skriver AFP.
Kilder med tilknytning til Barnabas Fund oplyser, at yderligere 10 mennesker blev myrdet den følgende dag i provinsen Namentanga.
”Der er ingen kristne tilbage i denne by (Arbinda). Mens 19 blev dræbt, flygtede de øvrige kristne for livet. Det er bevist, at de ledte efter kristne. Familier, som gemmer kristne, bliver dræbt. Arbinda har mistet ikke mindre end 100 mennesker i løbet af 6 måneder,” sagde en unavngiven kilde fra Barnabas Fund.
En embedsmand har fortalt AFP, at flere dusin bevæbnede mænd angreb Arbinda, hvor de skød og dræbte ”adskillige mennesker”.
Lokale kilder meddeler, at 82 præster og 1.145 kristne fra 151 husstande er på flugt i den nordlige del af Burkina Faso. Angrebene begyndte i april i byen Silgadji, da bevæbnede islamister krævede, at præsten, hans søn og fire medlemmer af menigheden skulle fornægte deres kristne tro og konvertere til islam. Da de nægtede, blev de alle seks henrettet.
Over 400 mennesker er blevet dræbt under angreb i Burkina Faso siden 2015, skriver AFP.
“Vi har sagt til os selv, at turen også kommer til os. I dag er kristne blevet skydeskiver. Vi er allesammen bange,” sagde en præst fra en af landets kirker i maj.