Hvad siger Biblen om ulykke og håb?
Forfatteren gør to af Biblens mindre kendte bøger til yderst relevant og spændende læsning, hvad enten det sker i en gruppe eller som selvstudium. Hæftet er lille, men rummer en berigende dybde.
Bedst bliver det ved at drøfte hæftets spørgsmål i en gruppe for at få bredde og svar til overvejelse. Men man kan sagtens få stor gavn af dette hæfte på egen hånd. Det forudsætter blot, at man giver sig tid, beder som foreslået, slår alle skriftsteder op og grunder over den røde tråd mellem studiets Gl. og Ny Testamente tekster for at slutte af med at spørge sig selv om, hvordan man kan få det til at leve i eget liv og menighed.
Hvorfor ulykke?
Mange har gennem tiden spurgt sig selv, hvad meningen er med ulykke – om der overhovedet er en mening.
I Habakkuks Bog er en specifik ulykkelig situation beskrevet. Den hang sammen med, hvordan folk dengang prioriterede deres liv i forhold til Gud.
Men i Habakkuks Bog ender det godt – læs selv!
Her opmuntrer Habakkuk ved at vise, hvordan Gud har grebet ind i fortiden samtidig med at han gav sine løfter og åbenbaringer til fremtiden. At leve i tro og tillid til Guds barmhjertighed er vigtigt, hvilket forfatteren uddyber jf Hab. kap. 3.
Det gælder om at forstå sammenhængen mellem, hvordan fortiden som beskrevet i GT hænger sammen med løfterne og de vers i NT, som viser tilbage på fortiden.
Der er meget at tage til sig om tvivl, ængstelse, advarsler, formaninger, opmuntring og håb!
Opmuntring, håb og
velsignelse
I Haggajs Bog brager ulykken ned, men Haggajs råd er ”Fat mod!” Alle trænger til opmuntring, når ulykkerne sker. I Haggajs Bog var folket ulydigt og havde ikke Gud med i deres planer, det havde konsekvenser.
Nu skal templet genopbygges, og teksterne knyttes sammen med templets forhistorie om, at Gud ønsker at være sit folk nær. Det bliver i GT til Kong Solomons flotte tempel.
I Haggajs Bog beskriver forfatteren, hvordan man genopbygger det ødelagte tempel frem til ”Gennem Jesu sonende død er vejen åbnet til Gud” (Johs. 14:23). Forfattereng viser, hvordan Haggajs Bog og Hebræerbrevet samt Johannes’ Åbenbaring hænger sammen.
Maiken Eriksen: Habakkuks Bog og Haggajs Bog
48 sider. 50 kr.
Forlagsgruppen Lohse