Om at leve livet – på trods

Mød Herdis Larsen. Tidligere præst i Baptistkirken, en kaldelse, hun på et tidspunkt må frasige sig på baggrund af sin sklerose. Den bliver for overvældende. Og hvad gør man så?

Herdis Larsen vælger livet. Hun kommer til et punkt, hvor hun må spørge sig selv, hvem hun er, nu hvor hendes liv er blevet så skelsættende anderledes. Hun har stadig visheden om, at Gud i sin tid har kaldet hende til tjenesten, men det afgørende spørgsmål har fået nyt fokus.
Kan Gud fortsat bruge hende?

Denne lille bog er både indtrængende og opmuntrende. Alle kan tage hendes overvejelser til sig; det er nemlig ikke sygdommens navn, der er det afgørende. D

et er derimod, hvordan man tackler den grundlæggende situation: at når den nu er uomgængelig i dette liv, hvordan man så forholder sig til den? Selvom der måske ikke er så meget at råbe hurra for, er livsmodet altid en mulighed. Og den vælger hun. På trods.

Bogen er én lang tilkendegivelse af, at alting ikke står og falder med os selv. At man må finde en ny begyndelse, når livet står på højkant. At have tillid til, at alt virker sammen til det gode. At finde frem til Guds nærvær, fred, håb og glæde. Og om at kende sine venner. Og den bedste af dem alle: Jesus.

Vi må leve i troen på, at det er sandt, skriver hun et sted som en kommentar til beskrivelsen af Det Nye Jerusalem. Det kunne passende være en overskrift for bogen som sådan.

Hvert af bogens afsnit rundes af med en række gode spørgsmål til eftertanke og perspektivering. Nok er hendes aktive præstetjeneste et overstået kapitel, men så alligevel: Den lever videre i denne lille, fine, livsbekræftende bog om troen, der giver mod på livet.

”Jeg håber, at du ved at læse bogen må blive opmuntret og udfordret til at være det menneske, du er skabt til at være – i Kristus”, skriver hun.
Det skal helt sikkert nok blive opfyldt.

Herdis Larsen: ”At være i
Kristus. Livsmod på trods.”
106 sider. 130 kr.
ProRex Forlag, 2019.