Syv kristne dræbt i Cameroun
En bibeloversætter i Cameroun blev dræbt med machete, mens hans hustru blev lemlæstet, skriver The Christian Post.
Ifølge organisationen Oasis Network for Community Transformation var Angus Abraham Fung en af syv personer, som blev dræbt tidligt søndag morgen i byen Wum. Angriberne var sandsynligvis Fulani-hyrder.
Efi Tembon fra ONFCT fortæller, at angriberne brød ind i fem huse, trak beboerne ud og slagtede dem. Han ved ikke, hvor mange, der blev kvæstede, men tilføjer, at Angus Fungs hustru, Eveline, fik hugget armen af ved angrebet.
Angus Fung var med til at oversætte Aghem Ny Testamente, som udkom i 2016. Derefter havde han arbejdet med læse-skrive-undervisning i sproggruppen.
Ifølge Efi Tembon har landets regering givet nogle af de islamistiske fulanier våben og holder hånden over dem, så de kan terrorisere lokalbefolkningen i forbindelse med den etniske konflikt i landet.
Konflikten har siden 2016 fået 50.000 indbyggere til at flygte fra Cameroun til Nigeria, Ghana og andre nabolande. Samtidig er 700.000 internt fordrevne i Cameroun.