Hvad betyder et hjem?
Hvad skal der til, for at man føler sig hjemme i sit eget hjem? Er det mere end en talemåde at omtale det at dø som at komme hjem til Gud? Og hvad betyder det, når Bibelen taler om Gud som vores bolig? Det er nogle af de spørgsmål, denne bog giver svar på.
Det kan ofte være svært at se det særlige i det daglige, men det er det, denne bog gør. Den opstiller ikke drømme om fantastiske Bo Bedre-hjem, men får os til at se det fantastiske i vores helt almindelige hverdagshjem og dagligdags liv.
Gud som vores bolig
Men bogen handler ikke bare om vores fysiske hjem. Den gør opmærksom på, at Bibelen beskriver Gud som vores bolig og hjem. Fx: Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt, og: Jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.
”Man er født til at føle sig hjemme i en særlig familie (…) Men man er skabt til at føle sig hjemme hos Gud.”
De evige boliger
Der henvises også til, at Jesus sammenligner det evige liv med et hus med mange rum, når han siger: I min faders hus er der mange boliger.
Det er mere end en talemåde at omtale det at dø som at komme hjem til Gud.
Gud bor i os
Det bliver også inddraget, at Bibelen taler om, at Gud bor i os. Johannes skriver i sit evangelium, at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Paulus omtaler menneskekroppen som et tempel for Guds ånd. Og i folkekirkens nadverritual bliver Gud inviteret til at ”bo ved troen i vore hjerter”.
Når Gud flytter ind
Det kan lyde abstrakt, at Gud er vores bolig, og at han bor i os, men Hanne Jul Jakobsen gør det konkret. Hun opfordrer os til at tage en runde i vores hjem og tænke over, hvad det betyder for de enkelte rum, at Gud er til stede i dem. Og hun kommer selv med nogle spændende bud. I digtform skriver hun om, hvordan Guds nærvær kan komme til udtryk i hendes køkken:
Gud,
få mit liv til at smage
af noget andet
end færdigretter
og dovne dåsemajs.
Vær den surdej
der hæver mit hjerte
og får brødet til at dufte
af mere end nok.
Sæt plader i mit spisebord
så der altid er plads
til dig
og én mere.
Enkel og letforståelig
Bogen veksler mellem almindelig forklarende tekst og digte. Begge dele er i et enkelt og letforståeligt hverdagssprog, men i digtene leges der også med ordene, så overraskende pointer springer ud af teksten.
Man kan sige om denne bog: Den er hjemme.
Hanne Jul Jakobsen: Hjemmerørt – om at bebo sit liv.
147 sider. 225 kr. Eksistensen.