Vil Gud virkelig bruge mig til at helbrede?

Brev til Orla Lindskov
Jeg føler, at Gud har kaldet mig til en tjeneste i lighed med din tjeneste.

Jeg blev for nogle år tilbage døbt med Helligånden på et karismatisk sommerstævne. Det var en norsk prædikant, som døbte mig med Helligånden.

Desuden profeterede han over mig. Han sagde, at Gud ville bruge mig, og at der ville ske undere og mirakler på grund af min nådegave.

Jeg tilhører en traditionel Frikirke og er opvokset der.
Jeg er ikke helt ung mere.

Der er gået en del år siden det karismatiske sommerstævne. Jeg har ventet på, at noget skulle ske. Men der er ingen døre, der har åbnet sig for mig.

Jeg har jo heller ikke en teologisk uddannelse. Jeg er håndværker. Men jeg er glad for mit arbejde.

Jeg er lidt uforstående overfor den profeti, jeg fik. Der sker jo ingenting. Mit liv står stille rent åndeligt.

Jeg er sikker på, at jeg blev døbt med Helligånden. Jeg er også sikker på, at profetien var sandfærdig, for mit liv har været anderledes siden dengang. Jeg er blevet et glad menneske.

Det var jeg ikke før. Jeg har fået indre fred og ro.Det havde jeg heller ikke før.

Min hustru har lagt mærke til min forandring. Den glæder hende. Hun er desværre syg og lider meget af gigt og må tage mange piller for at klare sit arbejde.

Jeg er desuden far til to teenagerbørn, som begge lider af allergi.

Jeg har tit følt, at jeg skulle bede for alle tre. Men noget holder mig tilbage:

– Tænk hvis min bøn ikke virker. Det kunne måske skade deres tro på Guds kærlighed til dem. Måske ville jeg også falde i værdi i deres øjne.

Kære Orla Lindskov, hvad skal jeg gøre? Tiden går jo.

Venlig hilsen
Den Rastløse.

 

Lad ikke frygt hindre dig i at bede for familien

 

Kære Rastløse
Du har tit følt, skriver du, at du skulle bede for din hustru og dine to børn. De er alle syge. Men noget holder dig tilbage.

Som jeg læser dit brev, så er det frygt, der holder dig tilbage:
– frygt for at din bøn ikke virker og derfor: – frygt for, at du så kommer til at skade dine børns tillid til Gud.

Du skriver videre, at du er bange for at falde i værdi i dine kæres øjne, hvis din bøn ikke virker. Her har vi igen frygt.

Vi skal vandre i tro

Jeg kan egentligt godt forstå dig, for når man lader sig styre af frygt, så bliver man handlings-lammet.

Men Bibelen fortæller os, at vi skal vandre i tro. Og der står også, at hvis vi vandrer i tro, skal vi ikke blive til skamme.

Det betyder, at i samme øjeblik du lægger dine hænder på en syg og beder for den syge, så overtager Gud ansvaret for det videre forløb, for du har handlet på hans løfte.

Du kommer derfor ikke til at opleve, at dine kære ser ned på dig; derimod nok det modsatte: de vil se op til dig.

Lad mig her nævne, at min egen tjeneste startede ved, at jeg bad om helbredelse for en syg i min nærmeste familie.

Hun blev helbredt. Men inden jeg bad, var jeg ikke garanteret noget som helst undtagen Guds garanti, som er hans løfter.

Vi må være tro i det små

Vi må stole på Guds løfter. Ellers kommer vi aldrig i gang med at bede for syge. Dine nærmeste er din hustru og dine børn.

Bed for dem, så er du tro i det små. Om det læser vi i følgende lignelse:
I den møder vi en tjener, der gravede sit talent ned. Matthæus-ev. kap.25, fra vers 14 -, her står:

”Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde:
– Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til.

Hans Herre sagde til ham: – Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din Herres glæde!

… Så kom også han, som havde fået det ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er.

Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener!
Lignelsen slutter rigtigt sørgeligt for den frygtsomme tjener.

Du har en ånd med kraft, kærlighed og besindighed

Mange har oplevet noget med Helligånden, og mange siger, at der er sket forvandling med dem. Mange oplever, at de har fået en nådegave.

Men så står de en dag overfor virkeligheden med dens mange syge og lidende. Så kan det desværre gå dem ligesom tjeneren, som fik det ene talent: – de lader frygten blokere.

Det er nok også det, Paulus oplevede med Timotheus. Paulus skriver nemlig i 2. brev til Timotheus kap. 1, versene 6 og 7:

– ”Derfor påminder jeg dig om at lade den nådegave fra Gud, som du fik ved min håndspålæggelse, flamme op. For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.”

Jeg håber, at mit svar må opflamme din nådegave til glæde og gavn for din hustru og dine børn.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.