5000 til konferencen Passion 2020 i nytåret

Det hele handler om, at du kender Jesus, fastslog teologen John Piper i sin tale til de mange 18-25 årige i Atlanta.

Den 73-årige teolog John Piper talte i 45 minutter til de mange studerende på Passion 2020.

– Hvad er det mest uhyrlige, Jesus nogensinde har sagt?

Det spørgsmål stillede den gamle præst John Piper (73) de 5000 studerende, der var samlet til Passion 2020 på Mercedes-Benz Stadium i Atlanta, Georgia den 1. januar.

45 minutters prædiken

John Piper, en reformert præst og grundlægger af DesiringGod.org, holdt en 45 minutter lang prædiken for de unge voksne. Emnet var, at kristne mere end alt andet bør længes efter at se Jesus blive æret og tilbedt.

– I over 20 år har flaget over Passion-konferencerne haft teksten fra Esajas 26,8, forklarede Piper. ”Man ser det på netsiden, og man læser det på skærmen. Teksten er: ’Herre, vi ønsker at gøre din vilje, vi ønsker af hjertet at ære dit navn’.

– Det har aldrig ændret sig siden 1997, tilføjede Piper. “Ja, Herre, vi venter på dig. Vi længes efter dig. Dit navn er selve dit eget væsen i Bibelen.”

Piper forklarede, at da Gud åbenbarede sig som Jahve i 2 Mosebog 3, sagde han: ”Jeg er den, jeg er” – som om han ville sige: ”Mit navn er selve mit væsen”.

Det mest uhyrlige, Jesus har sagt

“Når du længes efter at ære hans navn, så længes du efter personen. Når du længes efter at navnet får ære, længes du efter ære for personen,” understregede Piper. “Nu, hvor vi befinder os på den anden side af inkarnationen, har han et andet navn. Navnet er Jesus. Jeg ved ikke, om du er lige så forbløffet, som jeg er, over de uhyrlige ting, Jesus sagde.”

Piper henviste til Jesu ord fra Johannesevangeliet 8:58.

– Det mest uhyrlige, Jesus nogensinde har sagt er dette: ”Det siger jeg jer: Jeg har levet, fra længe før Abraham blev født.”

Her spiller Jesus på selve Guds navn. Det har været tydeligt for de jødiske tilhørere.
”Når du længes efter navnet, og du siger ’Jeg ønsker af hjertet at ære dit navn,’ så mener du Jahve … som er Jesus,” sagde Piper.

Grundlæggerne af Passion, Louie og Shelley Giglio, havde også i 1990’erne den vision, at arbejdet skulle ”bygge på Kristi guddommelighed”.

Der var lovsang og musikindslag ved Hillsong United, Lecrae, Kari Jobe, Elevation Music, Crowder med flere på Passion 2020.

Tag korset op

Piper advarede de unge, hvoraf mange er kommende ledere, mod de farer, der er forbundet med dårlige ledere i kirken.

– Folk går ikke ind i en tjeneste for pengenes skyld. Og dem, der gør det, vil typisk ikke kunne klare det. Der er bare for meget arbejde.

Kravene er der konstant, og dagene er lange. Folk går ind i tjenesten, fordi de får et kald. De forstår, at der er et behov for mission, og de kan se deres rolle i tjenesten.

Piper sagde, at han bad for deltagerne, både dem, der var fysisk til stede og de mange, der fulgte med hjemmefra. Det er godt, at deres største længsel er at se Jesus få ære. Men det må ikke blive til en ”privat længsel”, advarede han.

“Hvis det hele bare handler om dig og Jesus, så kender du ikke Jesus,” understregede han.
“Passionen for hans ære handler ikke om, at han skal blive berømt. Det handler om, at Jesus kommer igen. Da vil de hovmodige blive ydmyget, mens alle dem, der søger at ære Jesus får opfyldt deres dybeste længsler.

Hvis ikke din største længsel er Frelseren og hans ære, vil du ikke bare spilde dit liv. Du vil miste det,” understregede John Piper.

Siden den første Passion-konference i 1997 har millioner af studerende fundet inspiration gennem organisationen.