Kirker markerer genforeningen
Søndag den 12. januar fejrer folkekirken 100-året for genforeningen med en festgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København. Flere store arrangementer følger hen over foråret.
Den 12. januar taler biskop Peter Skov-Jakobsen ved en festgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København, hvor hovedemnet er en markering af 2020 som et dansk-tysk venskabsår.
Den 9. februar fortsætter fejringen i Haderslev Domkirke, hvor biskop Marianne Christiansen (Haderslev), Elof Westergaard (Ribe) og Gothart Magaard (Schleswig) er værter ved en radiotransmitteret gudstjenste i forbindelse med 100-året for folkeafstemningen i ”Zone 1”, som er den del, der stemte for indlemmelse i Danmark.
Folkemøde i Tønder
Senere på foråret er Folkekirken primus motor for et firedages folkemøde den 21.-24. maj i Tønder. Her forsøger man gennem en stribe kulturelle foredrag og koncerter at hylde den mangfoldighed, der findes hos mindretal og flertal på begge sider af grænsen.
Ud over disse store events forventes det, at mange folkekirker ud over Sønderjylland vil lave egne markeringer af jubilæet.