Kristelig Handicap- forening fylder 40 år

Det første af KHs bofællesskaber, Østbækhjemmet, blev etableret i en nedlagt systue i Ølgod (billedet). Østbækhjemmet fik helt nye bygninger i 2008. I dag er der 12 KH-bofællesskaber i Danmark.

Kristelig Handicapforening holder årsmøde i Vejle Missionshus lørdag den 14. marts. Samtidig kan foreningen fejre 40 års jubilæum for arbejdet med mennesker med udviklingshandicap og deres tro.

KH har nu 12 bofællesskaber og er stadig optaget af arbejdet med et fagligt, socialt og forkyndende fællesskab omkring tro og handicap.

Starten i 1980

Forud for etableringen af det første KH-bofællesskab, Østbækhjemmet i Ølgod i 1980, var der gået flere år, hvor forældre til børn med udviklingshandicap havde drøftet en fælles bekymring for børnenes fremtid.

I 1980 var indstillingen til mennesker med udviklingshandicap i hastig forandring. Opfattelsen af kæmpemæssige anstalter med faste rammer og et statisk syn på sine beboere som den bedste løsning, var på retur. Den fremherskende holdning i Statens Åndsvageforsorg gik nu mere i retning af ”normalisering” som et ideal. Men flere af de kristne familier følte sig klemt.

Før i tiden havde mange kristne familier valgt at beholde det handicappede barn hjemme.

Samfundets tilbud var dengang store anstalter med alt lige fra spædbarns-afdeling til kirkegård.

Det havde ikke været ideelt. Men der blev i de mindste ikke stillet spørgsmålstegn ved tro, værdier og livsstil, når det handicappede barn blev boende i hjemmet og senere måske hos en søskend.

Den første formand i Kristelig Handicapforening, Emil Pedersen, havde for 40 år siden selv en lille datter med Downs. Han oplevede Guds helt konkrete indgriben, da KH manglede 250.000 kroner til etablering af et hjem for mennesker med udviklingshandicap.

Behov for kristne hjem til handicappede

I 1970’erne og 80’erne havde holdningen ændret sig. Den unge med udviklingshandicap skulle nu flytte hjemmefra og leve så normalt som muligt. Det var på mange måder en ændring, som medførte højere livskvalitet.

Men med offentlige botilbud som eneste alternativ til hjemmet, indså de kristne familier, at det blev vanskeligt for dem at give deres barn det vigtigste med, nemlig troen.

Emil Pedersen, der blev den første formand for Kristelig Handicapforening i 1980, havde på det tidspunkt en fire-årig datter, Anne Mette, med Downs. Han udtrykker baggrunden for sit engagement dengang sådan:

”Jeg havde det meget skidt med at tænke 20 år frem. Hvor skulle hun bo? Og kunne hun til den tid få et kristent hjem, som det hun kom fra? Troen betød meget for os. Den var det bærende i vores liv, og vi ønskede, at den skulle følge Anne Mette hele livet.”

Gud greb ind

Historierne om de første års fællesskab og arbejdet for at etablere et privat kristent alternativ til de offentlige botilbud er fyldt med varme og pionérånd.

Emil Pedersen husker, hvordan den lille flok forældre uden erfaring og midler lagde projektet i Guds hånd, og gang på gang fik de hjælp. Blandt andet blev søsterforeningen Jysk Børneforsorg til uvurderlig støtte i forhandlingerne med Ølgod Kommune.

På et tidspunkt var planerne om et bofællesskab lige ved at strande på 250.000 kroner, som ikke var at opdrive. Emil Pedersen husker stadig, hvordan bestyrelsen helt konkret oplevede Guds indgriben.

”Til et bestyrelsesmøde foldede vi hænderne og bad Gud om hjælp, og få dage efter stod pengene på kontoen. Jeg ved endnu ikke, hvor de kom fra. Men det var et meget konkret bønnesvar.”

– Behovet for kristne bofællesskaber og værdibåret arbejde blandt mennesker med udviklingshandicap er ikke blevet mindre, vurderer KHs formand, Thomas Bjerg Mikkelsen.

Bofællesskaber, kurser, netværk og musikfestival

Kristelig Handicapforening er i dag meget andet end de tilknyttede bofællesskaber. Foreningen arrangerer hvert år kurser, workshops, netværksmøder og en musikfestival og udgiver andagtsmateriale med meget mere. KH arbejder også for at øge opmærksomheden på forholdene for mennesker med udviklingshandicap generelt i samfundet og særligt i kirken.

Senest har KH haft fokus på den hastigt voksende gruppe af familier, der har børn med forstyrrelser indenfor autisme-spektret. KH tilbyder p.t. netværkssamlinger og -arbejde for denne gruppe i både Aarhus og København.

”Vi glæder os over alt det gode arbejde, som hver dag lægges i KH-regi rundt om i landet, og føler os dagligt velsignet.

Vi oplever også, at der stadig er brug for Kristelig Handicapforenings stemme i den offentlige debat, som desværre de seneste år har fået en mere rå tone, når det gælder mennesker med handicap og deres behov,” opsummerer Kristelig Handicapforenings formand, Thomas Bjerg Mikkelsen.

Thomas Ploug, der er professor i filosofi og etik ved Aalborg Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd, taler ved årsmødet om ”Menneskeværd”. Pressefoto

Årsmødet

Alle er hjerteligt velkomne til årsmøde og jubilæum lørdag den 14. marts i Vejle Missionshus på Olgasvej 14-18 i Vejle, oplyser Kristelig Handicapforening.

Taler ved årsmødet er filosofiprofessor og tidligere medlem af Det Etiske Råd, Thomas Ploug. Han vil tale om ”Menneskeværd. Hvordan har man opfattet et menneskes værd i henholdsvis teologi og filosofi gennem tiderne? Og hvad viser tidens aktuelle debatter om samtidens syn på det enkelte menneskes værd?”

Deltagelse i årsmødet koster 150,- kroner. Tilmelding på www.k-h.dk.