Danmission genåbner

Henover weekenden fra d. 1. – 5. maj genåbner Danmission godt halvdelen af sine 72 genbrugsbutikker. Resten af butikkerne følger løbende trop.

– Det har været hårdt at følge med i, hvor meget omsætning hver enkel butik har tabt i den her periode. Så vi er glade for, at vi så småt kan genåbne og få gang i genbrugssalget, siger Jannie Zillig, der er leder af Danmission Genbrug & Salg.

En stor del af genbrugsbutikkernes frivillige glæder sig til at komme i gang igen.

– For mange frivillige har nedlukningen betydet, at de har måttet undvære deres sociale fællesskab. De har savnet at være en del af et hyggeligt samvær, hvor man gør gavn for andre, fortæller Jannie Zillig.

Nogle frivillige må dog fortsat blive hjemme for at værne om helbredet. Derfor mangler Danmission frivillige hænder.

”Stik hovedet ind i din lokale butik for at høre mere eller send en besked på butikkens Facebookside,” lyder opfordringen fra Danmission.