Soldaterhjemmet i Borris får ny ’mor’
Når soldaterne vender tilbage til KFUMs soldaterhjem i Borris efter corona-krisen, er det en ny leder af hjemmet, der modtager dem.
Når KFUMs Soldaterhjem i Borris øst for Skjern åbner igen efter Coronakarantænen, er det med Kirsten Nørremark Jensen i spidsen som ny leder.
Kirsten Nørremark Jensen er ansat fra 1. april og indtager rollen som soldaterhjemsleder d. 11. maj, hvor soldaterhjemmet forventes at genåbne.
I 17 år har hun været afdelingsleder ved Kirkens Korshær i Herning.
– Jeg skifter den ene hær ud med den anden hær. Jeg er ikke færdig på arbejdsmarkedet, og jeg synes, det er en rigtig spændende stilling i Borris, siger Kirsten Nørremark Jensen, der af uddannelse er diakon.
Soldaterhjemmet i Borris drives af KFUMs Soldatermission, der arbejder på folkekirkens grundlag.
– Det betyder meget for mig at arbejde i en værdibaseret organisation, siger den nye soldaterhjemsleder.
Skaf flere frivillige
Kirsten Nørremark Jensen er ansat med en særlig opgave. Hun skal engagere flere frivillige i det daglige arbejde på KFUMs Soldaterhjem i Borris.
– Det kan være en større opgave at være leder for frivillige end for lønnede, siger Kirsten Nørremark Jensen.
Men fra sit tidligere job har hun god erfaring med frivillige.
– Man skal huske at se de frivillige som de mennesker, de er. Hvilke ressourcer har lige præcis denne person? Hvordan kan vi bruge personens styrker til gavn for opgaven, spørger Kirsten Nørremark Jensen retorisk.
Dagligstue eller kaffebar?
De seneste år har Kirsten Nørremark Jensen været med i soldatervennernes kredsbestyrelse. Hun har derfor et godt kendskab til Skjernkredsen, som er soldaterhjemmets nærmeste bagland.
Hver år besøger ca. 30.000 personer KFUMs Soldaterhjem i Borris.
– Besøgene på soldaterhjemmene varierer meget, og det kan være en udfordring, at så mange forskellige soldater kun er i området få dage af gangen.
Men fra Kirkens Korshær har jeg erfaring med at være opsøgende, siger Kirsten Nørremark Jensen.
Kørsel med soldaterhjemmets kantinevogn udgør cirka halvdelen af besøgene på soldaterhjemmet, så det får lov at fortsætte, når den nye leder træder til. Men Kirsten Nørremark Jensen går med andre overvejelser om soldaterhjemmets fremtidige muligheder:
– Skal det være mere dagligstue eller kaffebar? Det er nogle spændende overvejelser, som jeg glæder mig til at arbejde videre med, siger Kirsten Nørremark Jensen.
På KFUMs Soldaterhjem bydes alle velkommen uanset køn, alder, militær rang, etnisk oprindelse eller religiøs overbevisning.
Igennem sit diakonale og socialpædagogiske arbejde er Kirsten Nørremark Jensen vant til at arbejde med forskellige mennesker.
Lokal fra egnen
Kirsten Nørremark Jensen er også kendt med KFUM og KFUKs arbejde fra barnsben.
Hun er nemlig født og opvokset tæt på Soldaterhjemmet i Borris, mere præcist i Dejbjerg nord for Skjern. I dag bor hun i Hanning vest for Skjern med sin mand.
Udover sit nye job er Kirsten Nørremark Jensen også kirkesanger i Finderup og Sædding.
Hun og hendes mand er en del af Indre Mission i Hanning og har fire børn og otte børnebørn.