BDM udsender missionærfamilie og volontører til Tanzania
Brødremenighedens Danske Mission udsender til januar ægteparret Mia og Michael Toldam Korsgård og deres tre drenge, Halfdan, Vilfred og Eskild til Sikonge i Tanzania. Der er udsendelsesgudstjeneste den 22. november i Kristuskirken på Nørrebro i København.
Mia (38) og Michael Toldam Korsgård (39) skal bistå Brødrekirken og BDM i en række opgaver med blandt andet rådgivning, analyse, udviklingsprojekter, sundhedsarbejde, uddannelse, hospitalsadministration og renovering af bygninger.
Afrejsen udsat
Om udsendelsen siger general- og missionssekretær Jens Peter Rejkjær:
“Det er en stor glæde for os at kunne sende familien Toldam Korsgård til Sikonge. De blev allerede ansat i foråret, men pga. Covid-19 har vi være nødt til at udsætte udsendelsen af dem. Vi vurderer, at det er sikkert for dem at rejse til Tanzania, da der ikke ser ud til at være helt de samme udfordringer med Covid-19, som vi oplever det i Danmark.”
Lige siden 1920’erne har BDM i og ud fra Sikonge haft et vidt forgrenet missions- og diakonalt arbejde i partnerskab med Brødrekirken. Familien Toldam Korsgård træder således ind i rækken af udsendte medarbejdere, som rejser ud for at skabe positive forandringer sammen med kirken i Østafrika.
Kald og forventing
I bladet BDM Nyt fra september 2020 fortæller ægteparret, der i 2004 var volontører for BDM i Tanzania:
”Det sidste år er tankerne om at rejse ud vokset i os. Det er en fornemmelse, som bedst kan beskrives som et kald. Vi havde oplevet et godt samarbejde med både BDM og brødrekirken i Tanzania, da vi var volontører.
Vi kunne også se os selv i BDMs måde at arbejde på, hvor evangeliet står helt centralt, samtidigt med at menneskers fysiske behov for hjælp bliver mødt. Derfor er vi fulde af positiv forventning til de næste års arbejde i Tanzania.”
Mia er uddannet sociolog med fokus på fattigdom, migranter og udviklingslande. Hun har før arbejdet med udviklingsprojekter bl.a. i Kenya. Fra stillinger i Caritas og Danske Kirkers Råd har hun også erfaring med migrant-, klima- og miljøarbejde.
Michael er arkitekt og industriel designer og har 12 års erfaring med produktudvikling i Kvadrat Soft Cells. Han er særligt optaget af bæredygtighed og udvikling, der gør en forskel for mennesker.
Når familien rejser til Sikonge, medfølger et par unge danske volontører, som skal hjælpe til med at passe og undervise parrets tre drenge.
Udsendelsesfest
“Det er vigtigt, at vi er mange, der omslutter Mia og Michael og deres tre drenge i forbøn. Det er afgørende for, at de selv bliver velsignet i opgaverne og bliver en velsignelse blandt det folk, de rejser ud for at tjene”, siger Jens Peter Rejkjær.
Udsendelsesgudstjenesten foregår søndag den 22. november kl. 16 i Kristuskirken i Baggesensgade på Nørrebro i København. Her er familien en del af baptistkirken Regen/Kristuskirken.
BDMs formand Jørgen Bøytler taler på gudstjenesten, hvor også generalsekretær Jens Peter Rejkjær m.fl. medvirker.
BDM
BDM er et folkekirkeligt missionsselskab, der arbejder i Tanzania, D.R. Congo, Rwanda, Burundi og Albanien. Desuden støttes et arbejde blandt psykisk handicappede på Vestbredden i Israel.
BDM har udsendt missionærer til Tanzania siden 1922 i partnerskab med Brødrekirken.