René stopper som folketingskandidat for K – for at blive chef i KA
Politikeren erstatter én drøm med en anden.
– Jeg stopper som folketingskandidat – men fortsætter kampen for frihed, ansvarlighed og omsorg, fastslår René Nord Hansen, der den 1. april tiltræder stillingen som Kristelig Arbejdsgiverforenings (KA) politiske chefkonsulent.
”Nu bør Danmark tage bladet fra munden i Menneskerettighedsrådet,” fastslog teolog René Nord Hansen i en artikel i Udfordringen den 31. januar. Anledningen var offentliggørelsen af Open Doors’ årlige rapport, som viser, at 340 millioner kristne forfølges alene på grund af deres tro.
Men nu har den konservative kandidat fra Herning opgivet drømmen om Folketinget.
Drømmejobbet venter
– Det er på mange måder et drømmejob, der forener mit kristne livs- og menneskesyn med et stærkt politisk engagement for frihed på arbejdsmarkedet, økonomisk ansvarlighed og en velfærd, der bygger på reel omsorg og frit valg for det enkelte menneske.
Det betyder samtidigt, at jeg trækker mig som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, forklarer René Nord Hansen.
Han ville gerne have præget dansk politik med værdierne ”frihed, ansvar og omsorg”.
Men denne drøm er afløst af en ny, idet han tiltræder et job, ”hvor jeg fortsat vil engagere mig politisk og kæmpe for, at vores samfund bevæger sig i en fri og fair retning”.
Politiske mærkesager
– Da jeg i sin tid gik ind i politik, gjorde jeg det til min mærkesag at give iværksættere optimale muligheder for at løbe deres virksomheder i gang, fjerne unødvendigt bøvl for de små og mellemstore virksomheder og sikre deres ret til selv at bestemme, hvem de vil indgå overenskomst med.
Jeg ville kæmpe for et samfund, der hylder det private initiativ og det personlige ansvar, sætter os fri til at udfolde vores potentiale og spiller os på banen i stedet for at begrænse vores udfoldelsesmuligheder med urimeligt bureaukrati og kassetænkning, fortæller den kommende chefkonsulent i KA.
Frihed, vækst og velfærd
– KA har i mange år været toneangivende i forhold til denne dagsorden, hvorfor det naturligvis gav god mening for mig at takke ja til jobbet som deres politiske chefkonsulent, da muligheden bød sig, forklarer René Nord Hansen.
Han tilføjer, at han glæder sig meget til at ”blive en del af KA, der arbejder benhårdt for at give små og mellemstore virksomheder frie og fair forhold, og som arbejder for en velfærd, der bygger på muligheder frem for begrænsninger; velfærd, der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes frie valg, fremfor rigide pakkeløsninger, der ikke rigtigt passer nogen.”
– Jeg er stolt af at blive en del af en faglig stærk arbejdsgiverforening, der i 90 år har kæmpet ufortrødent for at sikre frihed, vækst og velfærd – en moderne arbejdsgiverforening, der tør tænke ud af boksen og finde nye løsninger, der svarer til nutidens udfordringer både for arbejdsgiver og arbejdstager.
Svært farvel til K
– Det var en nem beslutning at sige ja til opgaven hos KA, men en svær beslutning at stoppe som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre.
Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, Det Konservative Folkeparti har vist mig som folketingskandidat over to omgange.
Den fremgang Det Konservative Folkeparti oplever lige nu skyldes et hårdt benarbejde fra mange gode mennesker, som jeg gennem et tæt samarbejde over mange år har lært at kende godt, og som jeg sætter utrolig meget pris på.
Jeg er sikker på, at de næste valg bliver fremragende for vores parti, og at dygtige konservative kandidater vil blive valgt både til byråd og folketing – det bliver bare ikke mig.
Jeg vil fortsat være et aktivt medlem af Det Konservative Folkeparti, og jeg glæder mig til at følge partiets arbejde og ikke mindst Søren Pape Poulsens fortsatte stærke lederskab for partiet og fædrelandet, slutter René Nord Hansen.