Nødhjælp fra World Vision når ud til 59 mio. pandemi-ramte

World Vision har uddelt madvarer via lokale kirker i USA. Her ses en kvinde, der har fået hjælp gennem adventistkirken i Auburn, Washington. Foto: World Vision/Laura Reinhardt

Den store evangelikale hjælpeorganisation World Vision har hjulpet 59 millioner mennesker under COVID-19 pandemien.

World Vision, der blev grundlagt i 1950, lancerede sin største indsats nogensinde kort efter, at WHO den 11. marts sidste år havde erklæret COVID-19 en pandemi.

I et interview med The Christian Post fortæller senior program manager Erica Van Deren om organisationens akut-teams og deres arbejde det sidste år.

“COVID-19 har været vores organisations største indsats både hjemme og internationalt,” forklarer hun. “Der har været en utrolig arbejdsindsats og en fantastisk mulighed for at være Jesu hænder og fødder i denne meget, meget svære tid.”

World Vision har fået god hjælp fra lokale præster og kirker verden over. Faktisk har over 124.000 kirkeledere samarbejdet med WV gennem allerede eksisterende netværk opbygget under Ebola-, HIV/AIDS- og Zikavirus-epidemierne.

Samtidig har World Vision samarbejdet med 1.300 kirker i USA og doneret 3 millioner kasser frisk mad gennem USA’s hjælpeprogram U.S. Department of Agriculture’s Farmers to Families.

World Vision har desuden skaffet 2,5 millioner sæt beskyttelsesudstyr og skaffet nødhjælp til næsten 500.000 familier. Nu vil World Vision fortsætte samarbejdet med præster og kirkeledere for at sikre udbredelsen af vaccinationer i lokalsamfundene.