Hvordan begyndte det hele?

Af Jørgen Vium Olesen. Grundlægger af Forlaget Scandinavia

Når jeg tænker tilbage på, hvordan Udfordringen og Forlaget Scandinavia startede, så begyndte det hele med, at jeg fik tilsendt en lille bog fra Sverige. Endnu i dag ved jeg ikke, hvem der sendte den.

For mig har det altid været interessant at gå tilbage i mine tanker og forsøge at finde ud af, hvad det var for et motiv, tanker og ideer, der startede en handling.

Det, som er født af Gud, som er ånd, vil bestå, men det som er født af kød, det menneskelige og sjælelige, vil ikke bestå. Men det kan være en vanskelig øvelse at skille det sjælelige, det menneskelige, fra det åndelige. Hebr. 4:12.

Titlen på den bog, som jeg fik tilsendt fra Sverige, var: ”Lærling eller hur”? (på engelsk:”True Dicipleship”). Budskabet i bogen gik lige i hjertet på mig. Det var det jeg ville, være sand discipel af Jesus.

Bogen var udgivet af OM, Operation Mobilisation i Sverige. Jeg ønskede derfor at komme i kontakt med disse folk.

Jeg fandt ud af, at OM havde en konference i Belgien den sommer. Det var en meget inspirerende konference, der især handlede om mission. Efter konferencen tog jeg sammen med et lille team til Østrig og missionerede nær grænsen til Ungarn. Dengang var grænsen et ”Jerntæppe”, og den kommunistiske verden var lukket for kristen mission.

Efter sommeren, i september, skulle jeg med arkitektskolen, som jeg gik på, på en studierejse til Indien. Jeg besluttede derfor at søge orlov og blive i Indien, når skolen tog hjem. Jeg ønskede at give et år af min studietid til mission.

I det år hvor vi rejste fra landsby til landsby i det sydlige Indien og missionerede, især med litteratur, fik jeg en vision om at bruge det trykte ord, Guds ord, som et redskab til at nå mennesker med evangeliet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det var denne vision, der var årsag til, at jeg siden var med til at starte Udfordringen og Forlaget Scandinavia. Det hele begyndte med en lille bog, som Gud brugte til at give mit liv en ny retning; en vision som jeg siden, ved Guds nåde, har været tro imod.