Gud kan godt selv. Men han vil gerne have os med

Tjenersind er at vise næstekærlighed i praksis, siger Lars Lund. Han har de seneste seks år været leder af soldaterhjemmet i Rønne.

Soldaterhjemmet skal også føles som et hjem, mener Lars Lund, der har været leder her de sidste seks år.

”Sørg for hele tiden at prædike evangeliet, og brug om nødvendigt ord,” sagde den kendte munk Frans af Assisi, og kærligheden virker også stærkest, når den bliver til handling.

Jesus vaskede sine disciples fødder for at lære dem, at de var skabt til at tjene hinanden. Sådan lærte han os, at den største i Guds rige ikke er den, der tjener flest penge, men den, der tjener sine medmennesker.

Derfor prædiker man også evangeliet bedst ved at møde andre med tjenersind, mener Lars Lund, der som leder af soldaterhjemmet i Rønne har gjort det til en livsstil at være noget for andre.

– Den fornemmeste opgave for mig er at gå rundt med kaffekoppen og sige: ”Hvordan har din dag været?”, siger Lars Lund, da vi er trådt ind i soldaterhjemmet på Almegårdsvej, for at hente kaffe.

Værested og hjem

– Soldaterhjemmet er et værested for værnepligtige og fastansatte soldater.  Vi har åbent alle ugens dage fra 15 til 22. Og de kommer herover, når de har fri.

Når vi har værnepligtige, så kommer der 120 unge mænd. De bor på belægningsstuer på kasernen. Og de kommer fra hele landet. Det er generelt 18-20-årige. Men så har vi også 200 fastansatte soldater, som har lejet et værelse på kasernen, og som i weekenderne pendler hjem til kærester og koner. Om aftenen kan de komme herover og hygge.

Selvom hjemmet er indrettet som en café, hvor man både kan købe mad og drikke, er der er ingen krav er om, at man skal købe noget, oplyser soldaterhjemslederen, der driver stedet sammen med fem øvrige ansatte.

– Det herinde er et hjem, med alt hvad et hjem indebærer. Om du falder i søvn på sofaen, eller du bare sidder og stener, så skal det skal være et sted, hvor du er fri fra stress og jag, det skal være et sted, hvor du bare kan lade masken falde. Og være til stede. Det er hele intentionen med det, fastslår Lars Lund.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



På den anden side af vejen ligger kasernens røde barakker bag hegnet og lyser op.

Hver kaserne i Danmark har et soldaterhjem. Formålsparagraffen er at forkynde den evangelisk lutherske lære blandt tjenestegørende og tidligere tjenestegørende samt pårørende igennem ord og diakoni.

Mission i praksis

– Vores formål er ikke at drive forretning, men at møde den enkelte, selvfølgelig med vores kristne tilgang. Det hedder KFUM. Vi er funderet på den lutherske folkekirke, men hvis der kommer en og siger ”kæresten er sur, fordi jeg er på Bornholm”, så hiver jeg jo ikke en Bibel frem og slår dem i hovedet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Diakoni er praktisk tjeneste. 90 procent af samtalerne har ikke noget med kristendom at gøre.

Men de ved, at vi er kristne, og i det øjeblik, at livet så gør ondt, fx når de unge skal skrive et afskedsbrev, inden de bliver sendt ud på mission, så har vi altid en dimension ekstra til en samtale. Og det ved de.

– Det kan være, at der kommer en konstabel eller en officer, som har været udsendt for syvende gang og set ting, mennesker ikke burde se på deres mission. Og mig kan man snakke om alting med. Jeg er jo i civil. Jeg er ikke en del af systemet, jeg går ikke ind og skriver noget i deres papirer. Jeg er bare et øre. Og her er min opgave bare at være medmenneske.

Der står i Bibelen, at du skal elske din næste som dig selv. Du kan ikke elske hele verden. Men du kan være noget for den, du møder på din vej. Et smil på vejen til et andet menneske er også en slags diakoni.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og så er der nogle, der kommer og gerne vil have praktisk hjælp, fx til vaskemaskinerne, eller de har brug for en skruetrækker til deres cykel. Eller startkabler til en bil, så går du ud og hjælper med at sparke lidt dæk.

Aftenandagt

Lars Lund holder hver aften en lille andagt.

-Vi har jo andagter herinde hver aften, mandag til torsdag, klokken 19. Og vi starter med at synge en sang. Det er jo stort set kirkefremmede, der kommer, og det nytter jo ikke at tale i et gammelt kirkeligt sprog.

Jeg har en tommelfingerregel, der hedder, at andagten ikke må tage mere end fem minutter, men gerne tre minutter. Og så slutter vi af med at bede Soldatens bøn og Fadervor. Inklusiv sang tager aftensandagten ti minutter. Det ved de.

Mange har en tro

Som regel kommer der 15-20 soldater til aftenandagt For det giver dem en ro.

– Det giver en stilhed… i en hverdag, som mange måske ikke oplever stilhed i, forklarer soldaterhjemslederen, som næsten overdøves af tunge køretøjer på vejen foran soldaterhjemmet.

– Vi har nogle, der kommer og siger: ”Vi er jo ikke religiøse, men når vi er udsendt, er det rart at vide, at I stadigvæk beder soldatens bøn for os”. Og der er rigtig mange, som faktisk har en eller anden tro.

De kan ikke definere det, men de har en tro på, at der er mere mellem himmel og jord, end vi kan se med det fysiske øje, fortæller soldaterhjemslederen, der også godt kan opleve at blive grint lidt af under en andagt.

– Men det er fair nok, siger han og tilføjer: ”Der skal ikke herske tvivl om, hvem vi er, og hvad vi står for. Og det tror jeg også kan smitte af i det øjeblik, livet gør ondt. Vores andagter skulle gerne afspejle, at vi også tør tale om de svære ting.

Det skal ikke bare være rosenrødt det hele, for det mener jeg heller ikke, livet som kristen altid er. Men vi har et sted, vi kan gå hen med det. Det skal vi pege på, siger Lars Lund, der altid får ny energi til arbejdet, når en soldat i al fortrolighed kommer og spørger om forbøn.

– Det kan være lige fra ting, de har oplevet i livet, som ikke giver mening, til kæresten derhjemme, dødsfald eller alvorlig sygdom hos en nær relation, til det at skulle være udsendt eller det at være kommet hjem igen.

For rigtig mange får det her med troen en meget større dimension, når de er udsendt, og det er lidt den, vi får lov at opleve.

Gud vil have os med

Hvordan får du deres tillid?

– Ved at være der. Du kan sidde med den her, siger han og trækker mobilen op af lommen. Eller du kan være til stede.

Nogle gange kan man godt tænke: Gud, du kan jo selv. Og hvis Gud er almægtig, så kan han også selv. Men for at mine børn skal få en god opdragelse, så tager jeg dem også sommetider med i nogle opgaver.

Nu er de blevet større, men da de var mindre, så skulle vi have dækket bord. Kunne jeg gøre det på 30 sekunder selv? Tager det en halv time med dem? Måske. Men det er en god opdragelse, en læring og et godt samvær.

Og sådan ser jeg også Gud, som en kærlig far, der giver en læring til os. Gud kan godt selv. Men han vil gerne være sammen med mig. Han vil gerne have mig med på den vej.

Hvilken forskel håber du at gøre med arbejdet i soldaterhjemmet?

– Rigtig meget er fordomsnedbrydning omkring kristne. For nogle år siden fik vi nogle værnepligtige til at udfylde et spørgeskema, og et af spørgsmålene var: ”Har du fået et anderledes syn på kristentroen, kristendommen og det at være kristen?” Og rigtig mange svarede ja, siger Lars Lund og tænder en ny cigaret.

– For vi møder stadig den der fordom med, at kristne ikke må ryge, drikke, danse, spille kort og så videre.

Velkomst for værnepligtige

– Når du starter som værnepligtig, er der en aften, hvor du faktisk bliver befalet herover til soldaterhjemmet. Vi kalder det en velkomstfest. Forsvaret kalder det ”omskoling”, siger han.

– Så laver vi en velkomstaften, hvor vi fortæller, hvem vi er, og hvad de kan bruge os til. Hvad vi står for, og hvad vi tror på. Og så fortæller vi dem om vores faciliteter: bordtennis og pool nede i kælderen og brætspil, computer, tv-stue, som de bare kan gå ned og bruge.

Og at vi bare er der for dem. Og så synger vi ’Åh, Maria, jeg vil hjem til dig’ og skaber en feststemning med guitarspil og små konkurrencer, siger soldaterhjemslederen og lyser op i et smil.

Gud vil mig

Hvordan blev du troende?

– Jeg er vokset op i et kristent hjem. Jeg kom i kirke, missionsfælleskab, børne- og teenageklub og senere i noget ungdomsfællesskab. Men så kom jeg i militæret og kom så væk fra nogle af de her ting.

Det er måske heller ikke det nemmeste sted at være kristen. Jeg bibeholdt en tro, men den var ikke ligeså tydelig og stærk. Men da jeg så kom hjem igen som 22-årig, mødte jeg mange af mine gamle venner fra ungdomsfællesskabet og skulle finde ud af, om det var det, jeg ville. Og så var det det, jeg valgte. Eller også valgte Gud mig.

Hvad er kernen i din tro?

– At jeg er Guds barn og villet af Gud, og han har frelst mig ubetinget. Det er ikke mig og mine gerninger, det er ikke det, jeg gør, men det er Gud, der vil mig. Det er essensen for mig.

Hvorfor går du i kirke?

– For det første for at få fyldt på. Jeg kommer i Knuds kirke heroppe i Knudsker. Det er vigtigt for mig at mødes med andre kristne. Relationen til Gud er ligesom et venskab. Du kan godt have et venskab med en, du kun ser hvert halve år. Men det kan godt blive tyndt.

Jo, mere I taler sammen, jo mere er I også sammen, og sådan er det også med troen. Og så må jeg også være der, hvor ordet bliver fortalt. Det har jeg brug for som kristen, og det har jeg også brug for, for at kunne dele noget videre i andagter, eller hvis der i soldaterhjemmet kommer den snak.

Blå bog

Lars Lund. Født i 1978. Leder af soldaterhjemmet i Rønne. Har arbejdet tre år i Forsvaret, hvorfra han er uddannet sergent. Har tidligere også arbejdet som lastbilchauffør og ungdomsleder i IM. Er formand for bestyrelsen på Peterskolen. Er gift og har fire børn mellem 9 og 16 år.