Racisme: Hvorfor har vi så hårdt brug for at fordømme?

Findes der racisme i Danmark? Det spørgsmål bliver debatteret heftigt i medierne i disse dage, efter hundredetusinder af danskere har set videoen, hvor en dansk mand i grøn jakke overfuser en muslimsk familie, der er taget på stranden.

I videoen ser man, hvordan manden i den grønne jakke tilsviner den muslimske familie med to små børn i vendinger, der er racistiske.

Optrinnet har sat Danmark på den anden ende. Manden er nu sigtet for racisme, er fordømt af statsminister Mette Frederiksen – og resten af Danmark med.

Manden i den grønne jakkes opførsel og hans måde at tale på bør naturligvis fordømmes på det kraftigste. Det hersker der ingen tvivl om. Domstolene skal nu se på, om manden har overtrådt straffelovens racismeparagraf.

Ekstrabladet har fundet frem til manden og har interviewet ham. Han hedder Lars. Han ønsker kun fornavnet frem, fordi han er bange. Efterspillet har været voldsomt, fortæller han. Han er blevet ringet op af sin chef, som har bedt ham om ikke at komme på arbejde. Han frygter for fysiske overfald på gaden. (Det gør den muslimske kvinde, som Lars overfusede, i øvrigt også.)

Lars tør ikke vise sig på gaden længere, fordi raseriet imod ham er stort. Han forklarer samtidig, at han var “pattevissen”, det vil sige meget beruset.

Lars undskylder nu, også direkte overfor den muslimske familie, og erkender, at han har opført sig tåbeligt. Han siger, at han skammer sig.

Indtil videre ser hans bodsgang ikke ud til at ændre ret meget på danskernes opfattelse af Lars.

Det, jeg hæfter mig ved, er voldsomheden i reaktionerne. Og at sagen på under et døgn når helt op på statsministerniveau. Hvad er det i vores fælles mentalitet, som gør, at vi ikke bare ryster på hovedet af en dum fulderik og sender ham videre til domstolene?

Hvis vi er ved at nå dertil, hvor en undskyldning overhovedet ingen betydning har, bør vi også rette blikket indad. Hvorfor har vi så kraftigt et kulturelt behov for at fordømme nogen, som begår en eklatant fejl?

Hvorfor er vi ikke tilfredse med, at Lars lægger sig fladt ned, siger undskyld og er kommet på bedre tanker? Er tilgivelse slet ikke længere en mulighed i vores samfund?