Indiens kristne beder om forbøn
Mens Indien melder om over 400.000 nye tilfælde af COVID-19, beder landets kristne om forbøn for situationen. Også mange kirkeledere har mistet livet, skriver Christianity Today.
Blandt de mange udfordringer lige nu nævnes især alvorlig mangel på iltapparater. Mange familier må selv transportere de syge fra hospital til hospital for at finde den rette behandling, men alt for ofte ender det med, at patienten dør, før behandlingen påbegyndes.
Netop nu har Indien verdensrekord i antallet af nysmittede, blandt andet på grund af en ny virusvariant. Forrige fredag meldte sundhedsministeriet om 3.915 nye dødsfald, hvorved det samlede dødstal overstiger 234.000. Dermed overgås dødstallet i Indien kun af USA og Brasilien.
Ledere af kristne kirker og organisationer i Indien oplever også sygdom og dødsfald blandt ledere og menige medlemmer. Den 7. maj blev derfor erklæret bede- og fastedag af både Evangelical Fellowship of India (EFI), the National Council of Churches in India (NCCI), og Catholic Bishops’ Conference of India (CBCI).
Indien står midt i en af sine sværeste perioder nogensinde, mener Prabhu Singh, der er rektor på South Asia Institute of Advanced Christian Studies i Bengaluru.
“Et af de hjerteskærende resultater af denne intense anden bølge i landet er det tragiske tab af senior-ledere i kristne organsationer og seminarier, samt præster og lægfolk i kirkerne,” udtalte han til CT.
”Vi anslår, at 350-400 præster, evangelister og biskopper har mistet livet – og det er en forsigtig vurdering,” siger Vijayesh Lal, der er generalsekretær i EFI. ”Kirken har mistet mange i lederskabet.
Og når man tænker på, hvad det koster af tid og penge at opbygge ledere, tror jeg, at vi står overfor et lederskabs-vaccum.” Dette bekræftes af hans forgænger, Richard Howell, der er rektor for Caleb Institute i Haryana.
Finny Philip fra Lausanne-bevægelsen har i en video appelleret om forbøn fra kristne i andre lande:
“Næsten 2.000 teologisk trænede arbejdere – et forsigtigt skøn ud fra de nyheder, der regelmæssigt kommer ind gennem sociale medier – er døde i byerne. Men i landsbyerne, hvor de fleste bor – i fattigdom og uden sundhedsvæsen – er tallet næsten det samme,” sagde Finny Philip. Han fortæller om situationen i Indien:
”Der foregår massekremationer og -begravelser. Ligene ligger i kø til kremering i timevis selv på fortovene. De døde stables inhumant på hospitalerne, uden for helsecentre og i ambulancer, fordi der ikke er plads i lighusene.
I går satte myndighederne i Bengaluru 1,7 km2 land af til gravpladser og kremering på grund af den desperate situation. Lokale myndigheder forvandler både parker, parkeringspladser og stier til krematoriesteder for at kunne følge med behovet.”