To drømme forvandlede Katis liv

Kati Moradi fra Iran fortæller, hvordan hun mødte Jesus og efterfølgende kom til Danmark.

– Det er en meget grim ting at skifte religion i Iran. Først da jeg kom til Danmark, kunne jeg leve frit som kristen, fortæller Kati Moradi.

– Jeg kom til Danmark for lidt mere end halvandet år siden. Jeg blev gift med Mahdi, og vi bor sammen, fortæller Kati Moradi, der nu venter sit første barn, datteren Christina.

Men Katis historie starter med to drømme et helt andet sted i verden.

Kan du sige lidt om din tid i Iran?

– Jeg studerede jura og statskundskab og har to bachelorgrader fra universitet i Iran. Jeg fik gode karakterer, og jeg begyndte at hjælpe folk gratis med lovmæssige spørgsmål i de små byer. De, der ellers ikke havde råd til det.

En mand i ’paveklæder’

Du er også en kristen. Hvordan skete det. Det var noget med nogle drømme?

– Ja. Første gang var, da jeg var 18. Jeg sov og fik pludselig smerter i ryggen. I drømmen døde jeg, og jeg så min egen ånd.

En mand, der lignede paven, kom til mig. Jeg undrede mig og sagde til mig selv: “Hvorfor er det en mand i kristne klæder, der kommer til mig for at hente min sjæl til dødsriget, og ikke en muslimsk mand? Hvis jeg er død, hvorfor er det ham, jeg ser?”

Jesus havde en krone på

– Så for 3-4 år siden havde jeg anden drøm. Jeg så et stort hav, og vandet var meget mørkt. Jeg stod i vandet, og Jesus viste sig for mig. Han virkede til at være luftig og svævende. Han kiggede på mig, men talte ikke.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg faldt til ro, da jeg også kiggede på ham. Han rakte hænderne frem og signalerede, “kom her” med hænderne. Han havde en krone på.

Jeg bad og sagde til Jesus: “Jeg vil gerne gå i kirke,
men det kan jeg ikke her i Iran.”

Kan du beskrive denne krone?

– Kronen lyste stærkt som en sol på hans hovede. – Ikke et gult, men et skarpt, hvidt lys. I starten var havet i oprør, men nu blev det også helt stille, og så vågnede jeg. Han [Jesus] har et budskab til muslimer og et budskab til kristne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg begyndte at læse bøger om drømme og ledte også på internettet, men kunne ikke rigtigt få svar på, hvad drømmen betød.

Kunne ikke gå i kirke

– Jeg fik fat på en bibel og læste i den dagligt, og her fandt jeg ud af, hvad drømmen betød. Jeg tog imod Jesus og blev en kristen. Jeg bad og sagde til Jesus: “Jeg vil gerne gå i kirke, men det kan jeg ikke her i Iran.”

Fordi der ikke var nogen kirker, eller fordi det ikke var sikkert?

– Det er meget besværligt i Iran, fordi man officielt skal skifte religion. Alle i min familie er muslimer, og hvis Jesus ikke havde mødt mig i en drøm, ville jeg aldrig have skiftet religion.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Da jeg blev gift med Mahdi og kom til Danmark, kunne jeg være kristen rent officielt. Jeg er glad for at komme i kirke.

Hvor lang tid gik der fra drømmen, indtil du kom til Danmark?

– Jeg tror, det var to år. Jeg læste dagligt i Bibelen og fandt svar der. Alt hvad jeg så i drømmen, kunne jeg også læse om i Bibelen.

Jesus havde en krone. Han var tit nær havet. Han hjalp mennesker. I drømmen var han hellig og lysende.

Nogle af de vers, der talte til mig var fx: “Vågn op, du, som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig” (Ef. 5:14). “For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn” (Ef. 5:8), og “han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb!” (Mika 7:19)

Jeg blev kristen pga. disse to drømme. Dels at jeg så paven og at jeg så Jesus, som jeg kendte fra Koranen.

Smidt ud af skolen

Gav det dig nogen problemer, at du var blevet en kristen?

– Det er anset for at være en meget grim ting at skifte religion i Iran. Du risikerer at blive slået ihjel.

Min universitetslærer sagde, at Jesus skulle man holde sig fra! For Jesus var en dårlig person.

Jeg svarede: “Nej, du tager fejl. Jesus kan man læse om både i kristne skrifter og i Koranen. Hvorfor siger du, at Jesus var dårlig eller ond? Det var han ikke!”

Læreren mente, at det er blasfemi, når kristne siger, at Jesus er Guds Søn. For i hans forståelse har Gud ingen børn. Læreren smed mig derefter ud af skolen, og jeg måtte ikke længere deltage i hans timer. Jeg måtte heller ikke gå til eksamen i dette fag.

Da semesteret var slut, var jeg nødt til at tage faget om med en anden lærer.
Det var dyrt at betale for disse ekstra timer, men jeg sluttede med universitetets højeste karakter.

Familien hørte om Jesus

Hvordan havde din familie det med, at du tog imod Jesus?

– Jeg hjalp nogle venner med at løse deres problemer, og det overhørte min far. Det gav mig anledning til at sige til min far: “Jesus er sandheden. Islam er ikke sandheden. Jesus elsker mig.”

Han spurgte: “Hvorfor?” Så fortalte jeg en hel masse mere, og min far sagde så. “Hvis Jesus er sandheden, vil jeg også tage imod ham.”

Mahdi og Kati blev gift i Tiblisi, fordi kun muslimer kan blive gift i Iran. Nu bor de i Danmark og venter deres første barn, en pige, som skal bære det kristne navn Christina.

Gift i Georgien

Hvordan mødte du Mahdi?

– Jeg mødte ham til nogle venners bryllup. Efter at Mahdi flyttede til Danmark, ringede han til mig. Han havde fået mit nummer af vores fælles venner og begyndte at tale om ægteskab.

– Jeg fortalte ham så om min drøm. Mahdi sagde, at han selv var kristen, og han var meget glad for, at jeg havde modtaget Jesus.

Jeg begyndte at bede til Jesus om, at jeg måtte kunne komme til Tbilisi i Georgien og holde bryllup der. “Jesus, hjælp Mahdi og mig,” bad jeg, fordi de mennesker, der ikke kan blive gift i Iran, tager til Tbilisi, for kun muslimer må blive gift i Iran.

Det lykkedes at komme dertil. Det var en lettelse. Vi blev gift, og to måneder senere kom jeg til Danmark og kunne nu leve frit som kristen.

Far er kristen i hjertet

Vidste familien, at Mahdi var en kristen?

– Jeg fortalte det til min far, at det forholdt sig sådan, og han svarede: “Hvis Mahdi ellers er en god mand, og hvis du stadig tror, at Jesus er sandheden, må du gerne gifte dig med ham.”

I lufthavnen i Tbilisi var der en mand, der uddelte traktater, og også Jesus-film på CD-ROM. Min far så en af disse film. Jeg tror, han er kristen i hjertet nu. Han fortalte Mahdi, at han tror på Jesus, og han sagde til mig: “Når du går i kirke, så bed også for mig.”

Kristne diskrimineres

– Min far er dog stadig officielt muslim. Det er man nødt til at være i Iran. Enten shia- eller sunni-muslim. Når man søger arbejde, skal man skrive, hvilken religion man tilhører.

Hvis man skriver sunni-muslim, er det meget svært at finde arbejde.

Hvis man skriver kristen, er det helt umuligt at finde arbejde. Det er forbudt at skifte religion i Iran, og det er derfor et meget stort problem.

Min bror er politimand. Han bryder sig ikke om, at jeg er blevet kristen, eller at jeg har fundet en kristen mand. For min bror er stadig muslim i hjertet.

Døbt i Danmark

I Danmark valgte du at blive døbt. Hvorfor?

– Jeg valgte at blive døbt i Frikirken Hadsund, fordi jeg tror på Jesus og ønsker at følge Ham. Han kom til mig i en drøm og kaldte mig til sig. Jeg tror, at da jeg stod i havet med Ham, accepterede Han mig og rensede mig.