Hvordan kunne jeg have klaret det uden Guds nåde?

Da Mona Carames lå på Skejby Sygehus’ svangerafsnit, indlagt med sit første endnu ufødte barn, havde hun kun én bøn til Gud. Kun ét ønske. At få lov at høre sin baby græde.

Mere turde hun ikke håbe på. For hun havde længe vidst, at der var noget galt. Hendes søn voksede ikke, som han skulle, sagde lægerne, og han havde ikke fået den nødvendige næring.

– Jeg kan huske, hvordan det var at se og høre alle de glade nybagte mødre på hospitalet, der kom gående med deres dejlige babyer, som græd og var i live, siger hun, mens blikket flakker let.

– Det var hårdt. For selv var jeg ikke klar over, om den glæde ved at få et barn også ville blive min. Lægerne frygtede for både mit og barnets liv og ville tage ham ud før tid. Det hele gik meget hurtigt, fortæller hun og holder en lille pause, inden hun fortsætter:

– Jeg nåede knap nok at registrere, at kejsersnittet var i gang, inden jeg hørte den her lille baby græde. Det lød næsten lød som en kattekilling, fordi han var så lille, siger Mona Carames og griner stille.

– Da jeg hørte min baby græde for første gang, var det for mig et bevis på, at Gud havde hørt min bøn og var nådig. Men Guds nåde for mig er ikke kun, når jeg får det, jeg gerne vil have. Guds nåde for mig er også, at han er med mig, når livet er svært.

Alle odds var imod babyen

Hvor meget vejede barnet ved fødslen?

– 870 gram. 871 gram faktisk helt præcis, siger hun og smiler i en lille undertrykt latter.

– Lægerne troede ikke, han ville overleve. For med en kropsvægt, der var 60 procent mindre, end han burde have været på det tidspunkt i graviditeten, havde han alle odds i mod sig. Og særligt hjernen og alle hans organer viste man jo ikke om havde taget skade.

Mona Carames fødte sit barn klokken 16 og fik først lov til at se ham klokken 23, fordi lægerne tog den lille dreng direkte ind neonatal-afdelingen.

Jeg kunne bare se, at han havde alt, han skulle have – fem fingre og fem tæer og alt. Han var bare en meget lille barbiedukke nærmest. Det var fantastisk.

– Jeg fik bare et billede af ham. Og der kunne jeg ikke rigtig fornemme, hvor lille han var. Jeg kunne bare se, at han havde alt, han skulle have – fem fingre og fem tæer og alt. Han var bare en meget lille barbiedukke nærmest. Det var fantastisk.

Men første gang jeg så ham, syntes jeg ikke, at det var rart. For han lignede bare sådan en afpillet fugleunge og så helt forkert ud. Det var slet ikke, som en baby skulle være i mit hoved. I begyndelsen måtte jeg ikke engang holde ham. Jeg måtte kun stikke en hånd ind i kuvøsen og holde på ham, men det var ligesom om, at han ikke var min. Han var ikke vores. Vi måtte kun kigge på ham.

Efter tre dage fik hun dog lov til at holde ham kort, mens han fik skiftet sengetøj.

– Det var helt fantastisk. Så var det ligesom om, at nu var han min. Så kom alle følelserne. Alle odds sagde stadig, at han ikke ville klare det, og at han ville få en masse udfordringer. Så da han viste sig at trodse alle odds og være en fighter, der kæmpede for sit liv, var vi ikke i tvivl om, at han skulle hedde Johannes. For det betyder: ”Gud har vist nåde”. Og det var virkelig Guds nåde, der viste sig for os på en hel konkret måde.

Mange indlæggelser

Sådan oplevede hun også Guds nåde de første år af Johannes’ liv, hvor han var indlagt mange gange, fordi han fik astma og lungebetændelse, og han blev ved med at få alle mulige lungeinfektioner. Og så en enkelt gang blev han fløjet over med helikopteren, fordi det var alvorligt.

Så har det bare været ekstra fantastisk at mærke, at Gud har været der, at vores bønner er blevet hørt, og at Johannes har klaret sig gennem tingene.

– Så det har været lidt en rutsjetur. Men midt i det hele har vi også mærket Guds nåde. For hver gang vi har siddet og tænkt: ”Er det mon sidste gang nu? Og er det mon slut nu? Og hvad bliver det til nu?” Så har det bare været ekstra fantastisk at mærke, at Gud har været der, at vores bønner er blevet hørt, og at Johannes har klaret sig gennem tingene.

Guds nåde er det vigtigste

I dag er Johannes knap fjorten år og har stort set ikke haft nogle af de udfordringer, som lægerne frygtede, at han ville få. Parret kunne ikke få flere børn selv. Men nu har Mona og hendes mand Morten også to plejebørn i deres familievenlige hus i Asa-kvarteret i Rønne med fotocollager og familiebilleder på væggene og en voksdug på det lange spisebord, så her både er praktisk og børnevenligt.

Mona Carames ser hele sin tilværelse som udtryk for Guds nåde, selvom hun mildt sagt også har haft andre udfordringer i livet.

– Hele mit liv og hele mit gudsliv og hele min tro bygger på nåde. Hvis der ikke var nåde, var der ikke plads til mig, for jeg er et uperfekt menneske, som ikke kan leve op til Bibelens standarder, som ikke kan leve op til de ti bud eller leve op til alt det, som Guds ønsker af mig, og som jeg egentlig gerne vil, men jeg er et uperfekt menneske, så derfor begår jeg fejl hele tiden.
Men min tro bygger på, at Gud, han er nådig. Han har ikke bare slået en streg over mine fejl, men han gik selv ind og sagde: ”Jeg tager det for dig!”

Mona Carames tier et øjeblik.

– Men Guds nåde for mig er jo ikke kun, når jeg får det, jeg gerne vil have. Guds nåde for mig er også, at han elsker mig, som jeg er. Og han er der også selv, når man går igennem ting, som er svære i livet. Det er der jo ikke nogen af os, der slipper uden om.

Lillebror døde pludseligt

For nogle år siden oplevede Mona Carames en ny livskrise, da hendes egen lillebror døde af et hjertestop. 34 år gammel.

– Jeg har aldrig været i tvivl om, at Gud er der, men jeg har været meget bange for, om han ville noget andet end mig. Kan du følge det? Jeg ved jo, at hans vilje er hans vilje, og han gør det, han vil. Og der havde jeg i hvert fald ikke en oplevelse af, at hans vilje og min vilje fulgtes ad.

– Jeg bad også for ham. Selv da vi stod på hospitalet, og min bror faktisk var død, var jeg overbevist om, at lige om lidt slår han øjnene op, fordi Gud kommer med et mirakel. Og jeg var så overbevist, at jeg blev dybt, dybt skuffet over, at det ikke skete.

Jeg kan ikke se Guds kærlighed i den handling. Men jeg kan mærke, at Gud han er hos mig, og at Gud han trøster, og Gud giver mig en tro på, at min bror er et bedre sted nu, og at Gud han har hånd om det.

– Jeg havde efterfølgende mange måneder, hvor jeg havde svært ved at forstå, hvor Guds kærlighed var i det hele? Og jeg har stadigvæk svært ved at se Guds kærlighed i det, at vi mistede ham. Jeg kan ikke se Guds kærlighed i den handling. Men jeg kan mærke, at Gud han er hos mig, og at Gud han trøster, og Gud giver mig en tro på, at min bror er et bedre sted nu, og at Gud han har hånd om det. Og at Gud også elskede ham. For Guds kærlighed var også hos ham. Det er nok den bedste måde, jeg kan beskrive det på.

Blev du bitter på Gud?

– Nej, jeg tror ikke, det ligger til mig. Jeg har været frustreret og uforstående, men jeg har altid haft det sådan, at når der sker sådan nogle ting, så får jeg endnu mere brug for Gud. Fordi jeg tænker, hvis jeg ikke har ham, så er det jo helt sort.

– Der var engang en, der spurgte mig: Hvordan kan du blive ved med at tro på Gud, når der har været så mange ting med Johannes? Hvordan kan du holde fast i troen? Men jeg har det lige omvendt – hvordan skulle jeg klare det uden Gud? Det er jo Gud og hans nåde, jeg holder fast i, når de svære ting sker.

Hvordan blev du troende?

– Jeg kom ind i kirken gennem kirkens børnearbejde og har gået i børneklub, da jeg var lille. Efter jeg blev konfirmeret, startede pinsekirken et teenagearbejde op, som jeg så blev inviteret med til, og der forstod jeg for første gang, at Jesus var død for min skyld, at det var for at jeg kunne få lov til at have fællesskab med Gud.

Jeg kan huske, at jeg sagde til Gud, at jeg havde lidt svært ved at tro på det, men at hvis han var til, så måtte han vise sig for mig. Og det blev en fast bøn hver dag. Og jeg kan ikke sætte ord på, hvornår det skete, men til sidst blev jeg bare overbevist om, at Gud han elskede mig. Og siden har jeg troet på ham.

Hvad er kernen i din tro?
– At Gud er med mig altid, og at Gud elsker mig, som jeg er.

Blå bog
Mona Carames. Født 1974. Uddannet pædagog. Har tidligere blandt andet arbejdet på Løvstikken. Arbejder i dag som fuldtids plejemor. Er gift med Morten. Sammen har de Johannes på 13 og to mindre plejebørn.