’Gud viste sig for mig på dødsgangen’
”Gud kan vise sig for mennesker på forskellige måder. Det skete også for mig der på dødsgangen. Og det forvandlede mig fra en ”almindelig” kristen til en brændende fortaler for troen”.
Det sagde den tidligere fange, Asia Bibi, i en tale til menneskeretsaktivister under International Religious Freedom Summit i Washington D.C. den 13.-15 juli, ifølge Christian Post.
På konferencen var der en lang række prominente talere som toppolitikere og religiøse ledere, men også flere repræsentanter for religiøse minoriteter.
Blasfemi-anklaget i 2010
Asia Bibi selv havde været en almindelig, katolsk landsby-kvinde, da hun blev offer for de strenge blasfemilove i Pakistan. Det hele startede som en strid med muslimske naboer om adgang til vand fra en brønd under markarbejde.
Nabokvinderne beskyldte nemlig Asia Bibi for at have ”forurenet” deres brønd ved at drikke fra den.
Asia Bibi havde efterfølgende fremhævet Jesus på bekostning af Muhammed. En uge efter episoden ved brønden blev Bibi overfaldet af en gruppe islamister og tæsket for sine ord, der blev betegnet som blasfemiske. Hun blev derefter fængslet og dømt til døden ved hængning.
Hendes sag fik stor international opmærksomhed. Også i Pakistan var der politikere, der kæmpede for hendes frikendelse – og to af dem blev dræbt af islamister.
Asia Bibi dødsdom i 2010 skyldtes Pakistans hårde blasfemilov, som mange muslimer bruger, hvis de har noget imod personer i det kristne mindretal.
Efter sin frigivelse i 2018 måtte Asia Bibi søge asyl i udlandet for at undgå likvidering i hjemlandet. Hun bor nu i Canada sammen med sin familie.
Loven misbruges
En advokat fra den kristne hjælpeorganisation Barnabas Fund forklarede på konferencen, at Pakistans blasfemilov bliver misbrugt af folk, som har noget imod kristne. Der sidder mindst fem kristne på dødsgangen i Pakistan nu, og 20 er fængslet for blasfemi.
Patrick Sookdeho fortalte om en forretningsdrivende, der ville en kristen konkurrent til livs. Det eneste, manden behøvede at gøre, var at anklage den kristne mand for at have fornærmet Muhammed, fortalte advokaten.
Det samme bekræftes af Asia Bibis historie.
“Jeg og min familie havde det godt indtil episoden i 2009,” fortalte Asia Bibi, der gennem hele sin fængsling har fastholdt sin uskyld. Hun forklarede dog samtidig, at der i næsten ti år før episoden ved brønden havde været spændinger mellem hendes familie og landsbyens leder. Hun mener derfor, at den lokale leder havde ”plantet” blasfemianklagen mod hende.
Trøstet af Gud
I sin tale på International Religious Freedom Summit fortalte Asia Bibi, hvordan tiden i fængslet havde styrket hende i troen, selv om hun i starten havde været helt nedbrudt.
“Efter en uge hvor jeg hele tiden græd og råbte til Herren, var der en tidlig morgen en fugl, der besøgte mig. … det virkede, som om nogen talte til mig. Først var jeg meget overrasket, fordi jeg kunne se, at fuglen så på mig,” fortalte Asia Bibi.
Hun tilføjede, at hun senere huskede sin fars ord om, at ”Gud somme tider åbenbarer sig for folk på uventede måder”.
Selv om hun frygtede dødsstraf for sin påståede blasfemi, gav mødet med fuglen Asia Bibi nyt håb. “Det opmuntrede mig. Det fortsatte de næste tre år. På samme tid hver dag ved 4-tiden om morgenen, kom den samme fugl på besøg hos mig, og det opmuntrede mig,” fortalte hun.
De daglige besøg af fuglen var et tegn for Gud, der ”fik mig til at blive stærkere i troen,” fortalte Asi Bibi, der tidligere havde været mere kulturkristen. Faktisk fortsatte fuglen med at besøge hende også efter overflytningen til et andet fængsel.
Asia Bibi huskede også sin fars opfordring: ”Du skal ikke bekymre dig om dit liv, om du skal dø. Vær stærk og gå aldrig på kompromis med din tro”.
Hun takkede for kristnes forbøn og indsatsen for hende, men fastslog, at hun blev frigivet ved Guds hjælp. Samtidig opfordrede hun alle kristne i Pakistan til at vokse i troen og stå fast i den.