Får jeg den rette medicin for min bipolare lidelse?

Kære Poul Henning

Jeg – en kvinde på over 70 år med en diagnose: bipolar lidelse – skriver til dig i håb om, at du kan vejlede mig med hensyn til den rette medicin. Siden mit 29. år, hvor jeg fik en graviditet uden for livmoderen med en nærdødsoplevelse, har jeg haft depressioner og lette manier og fået forskellige former for psykofarmaka både antidepressiv og antipsykotisk medicin.

Enten det ene eller det andet. Jeg har altid fået en ret lille dosis, og det hjælper hurtigt. Efter konstateret arvelig knogleskørhed i 60års alderen, har jeg udelukkende fået en mindre dosis quetiapin 100-150 mg, da de giver bivirkninger i form af udtalt mundtørhed om natten, vandladningsbesvær og forstoppelse.

Er quetiapin egentlig det rigtige præparat for mig?

Jeg skiftede læge for et års tid siden. Jeg har ikke tillid til hendes dømmekraft angående det psykiske. Hun vil gerne have mig op på 300mg konstant – så jeg kan have det godt hele tiden, siger hun. Hver gang jeg har været igennem et forløb, får jeg det godt igen og synes, at jeg er vokset på mange måder. Jeg er medlem af Folkekirken, men søger flere andre steder, er med i en økomenisk gruppe, som mest består af katolikker.

Jeg er ikke så ked af svingningerne, som min læge er. Jeg vil egentlig helst tage piller, når det er nødvendigt og helst antidepressiver som cipramil. For mig er svingningerne fra Gud/Jesus for at gå Hans vej i højere grad, og det er jeg glad for. Jeg taler af og til med en dygtig vejleder fra gruppen og vores lokale præst. Jeg fornemmer, at vi er i endetiden, og Jesus snart kommer igen.

Kærlig hilsen
En anonym kvinde

Kære ven

Tak for mailkorrespondance i et par runder. Det er dejligt, at du lever i forventning om Jesu snarlige genkomst og har et godt kirkenetværk. En bipolar lidelse er som udgangspunkt meget varierende og kompliceret. Generelt stiles der imod at halvere dosis, når man er over 64 år. Det gælder også for quetiapin. Forskning omkring det præparat og depression og bipolarlidelse i forhold til netop din aldersgruppe, er lille.

En grundig sygehistorie om de sidste mange år er vigtig. Quetiapin og litium har begge den fordel, at de kan anbefales, hvis sygehistorien ikke er så tydelig i forhold til et forløb mest præget at depressioner eller manier. Jeg er ikke helt sikker på din historie, men det er et afgørende spørgsmål. Har det overvejende været depressive perioder, kan lamotrigen også overvejes.

Har det været overvejende været maniske epsisoder, kan abilify være en mulighed. Ved manglende effekt er grundtanken en kombination af to præparater. I behandlingen og valget af medicin er der endvidere fokus på risiko og selvmordstanker, den generelle fysiske tilstand, vægt og medicin-bivirkninger.

Litium er egentlig det første valg, men her skal man gå til kontrol hver tredie måned for at sikre, at der ikke er en nyrepåvirkning. Litium er et salt, så man skal drikke rigeligt. Ved monoterapi med antidepressiv medicin er der en risiko for, at man kan slå over i en hypomani.

Submaniske symptomer kan på en vis måde være tiltrækkende også for dig. Det er almindeligt, at folk ikke ønsker hjælp. De betragter den submaniske periode som normal og resten som depression.

Da svingningerne er usunde for hjernen, er behandling dog vigtig, det er begrundelsen for din læges holdning. I de submaniske perioder kan humøret ofte være lunefuldt og let går over i irritation og vrede. Der kan også opstå forringet dømmekraft og tab af normale hæmninger. Efter den submaniske periode er det almindeligt med selvbebrejdelser.

Jeg vil foreslå, at du får din læge til at henvise dig til et geronto-psykiatrisk ambulatorie. Et frisk specialistblik er vigtigt. Når alt det er sagt, glæder jeg mig med dig over, at vi dagligt kan leve i Guds nærvær.

Kærlig hilsen
Poul Henning