Ny soldaterhjemsleder i Fredericia
Merry Maagaard overtager KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia fra 1. september, efter Bruno og Helle Kristoffersen.
Merry Maagaard er allerede gået i gang med arbejdet. Hun er flyttet ind i lederboligen sideløbende med sit job som privat dagplejer, og 1. september er hun fuld tid på Soldaterhjemmet.
Det har længe været en drøm for hende, at arbejde med soldater, veteraner og deres familier.
– I de fem år jeg har arbejdet på soldaterhjemmet, har jeg fornemmet den gode energi, der er her. Det er bare et godt sted at være, siger Merry. Jeg glæder mig meget til at starte som leder her. Jeg har jo en del kendskab til huset og kan se mig selv i det.
Ikke ukendt med arbejdet
Merry er ikke helt ukendt med soldaterhjemmet, da hun flere gange har været behjælpelig, når der manglede personale ved større fester eller lignende. ”Mine forældre var selvstændige inden for hotel- og campingbranchen, og jeg har altid vidst, at det var vejen for mig,” fortæller Merry glad. Som uddannet køkkenleder med erfaring fra både sømandshjem, højskole og efterskole var det naturligt for Merry at søge ind på soldaterhjemmet, da muligheden bød sig.
Merry er 52 år og enke med fem børn. Hun har boet i Fredericia i mange år, men er vokset op i Nordjylland. I ansættelsen er der blevet lagt vægt på Merrys kirkelige engagement og hendes erfaring med at arbejde med mennesker.
Allerede den 25. september skal Merry, sammen med de lokale soldatervenner, være værter for KFUM’s Soldatermissions Årsmøde i Fredericia. Det er en udfordring, hun gerne tager op. ”Jeg har aldrig kunnet sidde stille”, smiler den nye soldaterhjemsleder.
I anledning af at Soldaterhjemmet får en ny leder, vil der være velkomstreception på soldaterhjemmet fredag den 20. august kl. 14.00 til 16.00, og alle er velkomne.