Svækket præst: Prioriterer jeg helt forkert?

– Min kone bebrejder mig, at jeg bruger meget tid på min frimærkesamling og tv, og for lidt tid på familien, skriver en præst, som kæmper med både sit helbred og sit kald.

Kære Orla Lindskov Christensen

Jeg er Folkekirkepræst. Jeg er gift og har dejlige børn.

Men det ”knirker” ret meget legemligt med mig, og det forstår jeg ikke.
Mit sogn er i landlige omgivelser, og jeg er omgivet af masser af frisk luft. Alligevel døjer jeg meget med allergi i mine luftveje; men jeg døjer også med min fordøjelse og med migræne.

Sådan var det ikke i mine yngre dage, da jeg læste teologi. Da var jeg sund, rask og fuld af energi. Dengang sagde min hustru endda, at hun var lykkelig over at være forlovet med sådan en ”Tarzan”. Jeg var også ivrig i mine studier, for jeg vidste, at Gud havde kaldet mig til at være præst. Jeg bad meget og søgte Gud meget dengang.

Men en ”Tarzan” er jeg bestemt ikke mere. Det er en stor anstrengelse for mig at skulle forberede mine prædikener.

Alle møder i kirken er næsten som bjergbestigning for mig. Mine børn siger også, at jeg er kommet til at se gammel ud.

Nogle gode og omsorgsfulde menigheds-medlemmer har bemærket, at jeg virker træt og ikke er på toppen. De opfordrede mig til at blive grundigt undersøgt hos min læge.

Det er jeg så blevet, og resultatet var ikke lige just opmuntrende. Men heller ikke katastrofalt. Men resultatet var alligevel, at jeg skulle til at tage to forskellige slags medicin.
”Forebyggende”, sagde min læge. Han opfordrede mig til at dyrke noget mere motion.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Da min hustru hørte det, var hun over mig som en ørn. Hun synes, at vi har for mange TV-kanaler, og at det er, som om jeg vil sidde og se det hele.

Men hun bebrejder mig også, at jeg bruger for lidt tid til børnene og til hende. Hun siger, at de levende er vigtigere end det døde.

Desuden siger hun, at i mine første år som præst var jeg brændende og ivrig og brugte al min tid på mit arbejde som præst. Også meget tid på at besøge de ældre.
Nu bebrejder hun mig al den tid, jeg bruger på min store frimærke-samling.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg er passioneret frimærkesamler og har været det lige siden, jeg var dreng. Den hobby har ligget stille i mange år. Men jeg har nu brug for afslapning fra præste-gerningen.

Alle har vel brug for en hobby til afslapning. Men min hustru mener, at jeg bruger alt for meget tid på de døde frimærker.

En kvinde i min menighed har fået helbredelse ved din forbøn og ved en salvedug.
Mon det kunne hjælpe mig?

Venlig hilsen
En svækket præst.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vi må huske at gøre det vigtigste først

Kære svækkede præst.

Min forbøn og en salvedug ville kunne hjælpe dig, håber jeg.
Men du har et problem med din tid og ifølge din hustru også et problem med prioritering.

En anden præst, der var meget kunst-interesseret, oplevede, at Gud mindede ham om Jesu ord: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. Efter en ny overgivelse til Gud fik denne præst igen glæde i arbejdet for sin menighed.

En anden præsts oplevelse

Nu skal du høre, hvad en anden præst oplevede for nogle år siden.

Han var i starten fast overbevist om, at Gud havde kaldet ham til præste-gerningen. Overbevist var han indtil få år efter, at han fik ansættelse i et sogn.

Da begyndte legemlig svaghed og sygdom at ramme ham. I flere år var hans præstegerning og hele hans liv mærket af sygdom og svaghed.
Han brød flere gange sammen både fysisk og psykisk og måtte tage orlov.

Han bad ofte Gud om fysisk styrke og udholdenhed, og andre bad også for ham. Men der kom ikke noget svar på bønnerne.

Og oveni svaghederne med det svigtende helbred kom der også andre skuffelser: – flere, som han havde haft tillid til, svigtede ham på grund af hans svaghed. Det skyldtes, at han tit meldte pludseligt afbud til aftaler på grund af sygdom og smerte.

Det blev mere og mere svært for ham at tro, at han virkelig havde fulgt den vej, som var Guds vej. Han kom endda i tvivl om, om han virkeligt var kaldet til præste-gerningen.
Under disse sygdoms-tider var han blevet klar over, at der var noget, der var kommet til at fylde for meget i hans liv. Der var noget, der var kommet til at tage alt for meget af hans tid.

Hans interesse og optagethed hed af kunst.

Han fortalte senere om, hvor meget tid han brugte på at besøge kunst-udstillinger og på at læse kunstbøger. Det var endt med, at han brugte mere tid på kunstbøger, end han brugte på Bibelen. Han var begejstret for kunst. Han påstod selv, at det var en lidenskab, han havde arvet fra sin mor.

Denne fritidsinteresse eller hobby var kommet til at virke hæmmende på hans præstegerning.

Hvordan fandt han ud af det?

Det åbenbarede Gud for ham i en periode, hvor han var døds-syg. Hvor han troede, at han skulle dø.
Gud bad ham ikke om at bandlyse kunst-interesserne og opgive dem. Men de skulle trænges stærkt i baggrunden.

Det blev åbenbaret for ham, ved at Helligånden gav ham lys over et vers i Bibelen:
Det var Matthæus-evangeliet kap.6, vers 33, hvor der står:
”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”

Han havde prioriteret omvendt, altså forkert. Guds rige var kommet ind på anden-pladsen hos ham.

Denne oplevelse førte ham ind i en ny overgivelse til Gud, og Gud gav ham styrke til at om-prioritere. Gud havde kaldet ham tilbage i kærlighed. I dag er hans liv fyldt med glæde i arbejdet for hans menighed.
Jeg har bedt for dig og sendt dig en salvedug. Men jeg tror, at du skal lytte til din hustru.

Jeg tror, at hun ser dybere ind i dit livs virkelighed, og ser, hvad der kan hjælpe dig.
Hun forstår, at det handler om at gøre det vigtigste først.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.