’Abraham troede Gud’

og derfor blev han accepteret. 1. Mos 15,6 – Rom.4,3

Gud sagde til Abram: ”Prøv om du kan tælle stjernerne? Dine efterkommere vil blive lige så talrige”. Selvom Abram blev accepteret, fordi han troede på det, Gud sagde til ham, så var han ikke dermed blevet fuldkommen, han begik flere fejl.

På grund af frygt fortalte han ikke kong Abimelek, at Sara var hans hustru! Både Abram og Saraj tvivlede på, at de kunne få en søn i deres alderdom.

”Her er min slavepige Hagar,” sagde Saraj til Abram. ”Prøv om du kan få en søn med hende”. Så blev Ismael født; han blev stamfar til araberne, der i dag er muslimer. (Koranen påstår fejlagtigt, at Abraham og Ismael byggede Kabaen, den sorte sten i Mekka, som blev tilbedt af araberne, før Muhammed blev født.)

Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. ”Tag din søn Isak, som du elsker så højt, og bring ham som et offer til mig,” sagde Gud. Abraham bestod prøven, selv om Gud stoppede ham, før han nåede at dræbe sin søn. Da råbte Gud i begejstring til Abraham fra Himlen:

„Jeg er Herren, og jeg sværger ved mig selv, at fordi du adlød mig og ikke sparede din eneste søn, vil jeg velsigne dig… desuden vil alle jordens folkeslag opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere fordi du adlød mig!”(1. Mos 22,15-18.

Jesus lovpriser også Abrahams tro, idet han siger: ”Denne mand har vist den samme tro som Abraham”. (Lukas 19,9)

Jesus siger også: ”Det siger jeg jer: Fra hele verden skal mange, som oprindeligt ikke hørte med til Guds folk, komme og sidde til bords i Guds rige sammen med Abraham, Isak og Jakob”. (Matt. 8,11)

Selvom Abraham begik fejl, så var han alligevel accepteret af Gud på grund af sin tro. Vi kristne, der ”har Abrahams tro”, er også accepteret af Gud på grund af vores tro, selvom vi også begår fejl.

Vi kan med stor frimodighed proklamere, at vi er: ”retfærdiggjorte, accepterede ved tro, vi er helliggjorte ved tro, ja vi er blevet gjort fuldkomne i Guds øjne, igennem det ene offer, som Jesus gav”. (Se Hebr. 10,14).

Troen skaber nemlig det, der ikke er, så det bliver til. Det er troen på, at: ”han, som er begyndt sin gode gerning i os, vil fuldføre den, indtil Jesus kommer igen”. Filipperne 1,6.
Det er den tro, der bliver til virkelighed.