Christianiakirkens indretning har det bedste fra to verdener
Christianiakirken er i verden, men ikke af verden. Kirkens farverige og afslappede indretning vidner dog om, at kirken også bærer præg af fristadens utraditionelle udtryksform.
Intet ved Christianiakirkens udseende er traditionelt. Selve bygningen er en tidligere hestestald og et korn- og hømagasin fra 1837 – og en gammel militærbygning. Muren er gulmalet, og de store stalddøre er malet røde.
Altertavlen er spraglet, farverig og malet af Finn Thorstein, der også står bag fristadens famøse skilt ved Christianias hovedindgang med teksten: ”You are now entering the EU”. På dansk: ”Du træder nu ind i EU”.
Symbolsk jernkors
Det flytbare, svejsede jernkors er blot ét eksempel. Det er lavet af skrotkunstneren Anders Skrot. På Christiania er det mere normalt at kende folk på deres kaldenavne end på efternavne. Anders Skrot lavede korset til en udstilling på Gallopperiet, Stadens Museum For Kunst. Efter udstillingen havnede korset i kirken, for det var som om, at korset naturligt hørte til dér.
John Præst sætter handling bag ordene
Anders Skrot havde med versaler skrevet AF FALD på den ene side af korset. Meget passende, da skrot af mange betragtes som affald. Af fald kan også lede tankerne hen på syndefaldet. John Præst gør sig følgende tanker om kirkens kors:
”Jeg tror, at materialet er fra jernbaneskinner. De færreste oplever, at alt i livet kører på skinner. Når livet går i stykker, er det om at være i de rigtige hænder, Jesu hænder, så livet kan blive til noget smukt igen. Jesus genopretter og skaber nyt. På samme måde som med jernkorset vil man stadig kunne se, at det har været affald på et tidspunkt; men det gamle er også blevet til nyt,” siger John med tanke på Andet Korintherbrev 5:17 – Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!.
På korsets anden side er der af folk i Christianiakirken blevet skrevet TIL på den lodrette side og GLIV på den vandrette, så der både står tilgiv og til liv.
Et andet kors er også dannet med magneter på et whiteboard på indersiden af ladedøren.
Kunstnerisk indretning
På husmuren hænger en kunstskulptur, der forestiller en hvid Jesus Kristus på et kors af brunt træ. Der er elektrisk lys i, som normalt bliver tændt om aftenen; men for tiden er den tændt konstant, fordi timeren ikke dur. Figuren af den opstandne Jesus er lavet af kunstner Martin Hartvig Jansen, der har tilknytning til kirken.
I køkkenet er der et vægmaleri med brød og fisk i en kurv. (Se artiklen om John Præst, red.) På højre side er malet en due med et olivenblad i næbet, som da Noa sendte en due ud anden gang for at se, om vandet var forsvundet fra jordens overflade (1. Mosebog 8:8). Ovenover står der ‘Kærlighed til Folket’.
Kirkens træstole er malet med graffiti af en graffitikunstner fra Sverige. Alle stole har Bibelvers på såsom Heb 13:5, Luk 19:9 og Matt 6:33.