1800 julepakker til roma-børn
Dansk Balkan Mission (DBM) har gennem flere år – senest i 2020 – samarbejdet med lokale rumænske kirker om at uddele godt 1800 julepakker til børn i fattige familier i og omkring byerne Câmpulung og Pucioasa.
Modtagerne er hovedsageligt børn af fastboende roma’er, hvis forældre typisk er daglejere i skovdrift, byggejobs og som frugt- og svampesamlere. Hos disse familier er julen mest af alt præget af fugt, kulde, mørke – sne! Som følge deraf er der ofte sygdom (også anden sygdom end Corona), frygt og nød.
Den 22. oktober blev der igen indført Corona-restriktioner, som rammer romabefolkningen hårdt, da de igen bliver ekstra isoleret og ude af stand til at leve normalt. DBM køber ind lokalt til deres julepakker, som typisk indeholder lidt god mad, skoleudstyr, artikler til hygiejne (fx tandpleje), godter til at skabe smil i mørket og lidt julehistorier.
Der er brug for ca. 65.000, – kr., for at kunne dele julepakker ud til alle børnene, oplyser DBM, som minder om, at gaver kan give skattefradrag.